Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kan bære denne Rigdom og hæver den ene paa den andens Bekostning... og
Følgen bliver da, at der dannes lo Partier, der rase mod hinanden som gale,
fordi rødt ikke tillige er blaat, og blaat ikke tillige er rødt — som om man
ikke havde Brug for begge Farver.* Enhver vil gennem denne Iklædning let
skimte den Teatersirid, der netop kort Tid før disse Erindringer nedskreves havde
fundet sin Afslutning ved at den danske Scene havde mistet baade Høedl og
Fru Heiberg; den første for bestandig, den anden viste sig senere endnu en
kort Tid paa Scenen for saa ogsaa at forsvinde derfra.
Og man læser videre omTaglioni og Elsler: „hvem gaar denne Træghed,
denne Bornerthed hos Publikum ud over? Over Kunstnerne, der her maa
ud-staa en Kamp. just for deres Fortrin. Man tvinger disse to Kunstnerinder, der
hver for sig anerkender hinandens Fortrin, med Magt, igennem Kritiken,
igennem Applausen, til at stille sig fjendtligt lige overfor hinanden, og derved
bidrager man sit til en Immoralitet, som kunde og burde undgaaes. Man forbitrer
sig selv Nydelsen af dem paa Grund af sit snævre Blik, og man forbitrer begge
en rolig Nyden af deres Talent paa en Kunstnerhane, som kunde glide roligt
og lykkeligt hen for dem begge. Det er ofte Dæmonerne hos Publikum, der
opelske Dæmonerne hos Kunstnerne.* — „Saaledes gik del Taglioni og Fanny
Elsler* siger Fru Heiberg; og Læseren tilføjer ved sig selv: saaledes gik det
ogsaa Høedt og Fru Heiberg. Og der lyder som en Tungsindets Tone i de næste
Ord: „men fortrænge nogen af dem kunde Partierne ikke; dertil vare de hver
for sig for eminente, og Europa for stort, — og de var Danserinder, — de
forskellige Sprog gav dem intet al overvinde*. Anderledes med Høedt og Fru
Heiberg: Sproget lænkebandl dem til vort lille Danmark, og Partierne
fortrængte dem begge.
Det lille Brudstykke af Fru Heibergs Erindringer vil spænde
Forventningen om det hele Værk, og Teaterhistorikere vil vente dets Fremkomst med
omtrent samme Følelser, som Fru Heiberg ventede MU® Mars’ Indtræden paa
Théåtre-franQais’ Scene. „Hjærtet banker af Forventning, man har ligesom en
Frygt for, at et eller andet uventet Tilfælde i det afgørende Øjeblik atter skal
tilintetgøre vort Ønskes Opfyldelse; man tør næppe haabe paa, at dette Tilfælde
kan udeblive... Er det heldigt eller uheldigt for den paagældende fejrede at
blive ventet med saadanne Følelser? Jeg I ror begge Dele. Heldigt, fordi hun
ved sin Indtrædelse bringer en hel Historie ind med sig som Baggrund;
uheldigt, fordi netop denne Historie har sat Tilskuernes Fantasi i saa stærk
Bevægelse, al Virkeligheden har ondt ved at svare til Fantasibilledet. Paa den første
Indtrædelse af en saadan Kunstnerinde beror derfor meget.* Det meddelte
Brudstykke har forhøjet Længslerne efter Offenliggørelsen af Fru Heibergs
længst nedskrevne Erindringer i deres fulde Omfang.
• *
•
Det kongelige Teater har med fomem Ligegyldighed ladet September
Maaned slæbe sig hen som den kunde bedst. 3 Gange udsolgt Hus i
Maanodens Løb meddelte Teaterchefens officielle Oversigt, men det var nok ikke
Teatrets Forestillingsprogram, der de Aftener skaffede den røde Lygte ud.
Langt om længe fik det saa sin første Helaftens Nyhed frem: Hannibals
Ungdomsbedrifter. Dette Skuespils anonyme Forfatter raader over et ikke ringe
Lune, der med Forkærlighed udsøger sig Livets mest groteske Situationer, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
