Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henrik Pontoppidan: Tro til Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tro til Døden.
En Beretning.
I.
Der laa — og ligger endnu — paa de nøgne Bakker
udenfor Landsbyen Thorup en lille uanselig Halvgaard, der indtil for
faa Aar siden ejedes af en stræbsom, men fattig og svagelig
Bondemand, Peder Brusgaard ved Navn, om hvem disse Linjer skal
berette.
Gaarden var hverken særdeles gammel, affældig eller paa
anden Maade uskøn, og alligevel hvilede der over den noget
usædvanlig utiltrækkende, næsten uhyggeligt, der maaske skrev
sig fra den ganske simple Omstændighed, at Stuehuset var mindre
og laa lavere end de øvrige Bygninger, og at Gaarden i det hele
kun havde tre Længer, som tilmed ikke nogensteds var
sammenbyggede, saa alle fire Verdenshjørners Vinde uhindret kunde blæse
tværs ind igennem den, ________maaske ogsaa fra den evindelige
Hoste, der Vinter og Sommer trængte ud fra den, og som kunde
høres helt ud paa Landevejen, — enten det nu var et af de mange
Børn, der sad paa Stenflisen udenfor Døren og gluffede over sit
Fedtebrød, eller et Fruentimmers Nysehosten inde fra Køkkenet
eller Peder Brusgaards egen tørre, uafladelige Kræmten, naar han
gik deroppe paa de stenede Bakker bag sine skindmagre og
krog-benede Bæster.
Peder Brusgaard var en Mand af Middelalder og
Middelhøjde. Han havde et Par kønne, blaa, polisk smilende Øjne og et
lyst, uregerligt Haar, der til hans egen Morskab bestandig faldt
ham ned over Panden, hver Gang han hostede; dertil et Par
ganske enestaaende Øren, med hvis usædvanlige Størrelse og
Tilskueren. 1887. 56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
