Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9 En lille By.
opfangede Adjunktene krampagtig spidsede Øren følgende
Brudstykke af et Ordskifte.
»Nej, det er ved Gud for komisk. . . .<
»Ja, vil du nu sige mig, er det nu muligt at bare sig . . .«
»Blot han ikke har kunnet se noget paa os . . .«
»Og du har virkelig ikke vidst det før? . . .«
». . . Far . . . men troede . . . bare Løjer . . .«
»Aa, Gud . . . hele Byen . . . Ottilie sa’e . . . søger bare
at komme til at møde ham. . . . For man kunde jo ved Gud
næsten tro det værste, ikke sandt? ...»
». . . mange . . . saadan videre . . .«
«... alene. . . . Klokken fem. . . . Ritmester Rosen . . .
den allerstørste. . . .«
Andreas Ursin var bleven ligbleg. Han gik lige hjem til
sin Bolig, satte sig i sin Hestehaarssofa og sank sammen. Med
Skægget begravet i sine knyttede Hænder, Albuerne støttet paa
Knæene, stirrede han i en hel Klokketime stift ud for sig paa
Gulvet ligesom i en Forstening.
Hvad var det dog for en ubarmhjertig Magt, der her drev
sit Spil med ham? Hvad i Guds Navn kunde det dog være, som
alle i denne By fandt saa latterligt hos ham, at det var paa Veje
til at gøre ham Opholdet her umuligt? Han forstod det slet
ikke længer. For det maatte jo være noget, som alle kunde se,
en Abnormitet, som sprang selv Børnene i Øjnene. Hans Ydre
kunde det ikke være. Han vidste jo dog, at var han ingen Adonis,
saa var han dog heller ikke hverken vind eller skæv eller halt
eller pukkelrygget. Hans Væsen? Men var han da ikke netop
fra allerførste Færd optraadt saa fordringsløst, saa lidt udæskende
som muligt, og havde han ikke paa ethvert Punkt bestræbt sig
for saa fuldkomment som muligt at rette sig ind i disse for ham
fremmede og uvante Forhold? Hvem kunde han have stødt paa
Ærmet? Overfor hvem i den hele By, lige fra dens Rangspersoner
til dens fattigste Stodder, kunde han have glemt blot et eneste
skyldigt Hensyn? Hvad var der da i Vejen? . . . Hans Liv?
Havde man hørt noget om hans Fortid, som kunde kaste et
latterligt Skær over ham? At han som Dreng havde været
forelsket i sin fyrretyveaarige Tante og gjort hende en
Kærlighedserklæring; eller at han som Student i flere Aar havde hilst paa
en Barber fra Store Kongensgade i den Tro, at det var en meget
højtstaaende Person, hvem alle skyldte Ærefrygt — hvem kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
