Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11 En lille By.
læssede sin Byrde; hvorefter han atter skyndsomt og paa samme
lydløse Maade vendte tilbage mod Døren, synlig lettet ved at have
sit Ærinde saa vel overstaaet.
Men i det samme for en Tanke som et Lyn gennem Andreas
Ursins Hjærne. Han løftede Hovedet — og netop som Purken
hævede Haanden op til Dørlaasen, hørte han henne fra Sofaen:
»Hør lidt, Karsten — lad mig tale et Ord med dig«.
Der gik som et Lammelsens Stød gennem den lille
Drengekrop, Haanden faldt slapt ned fra sin Vej til Laasen, og han vendte
sig end ikke om, før Adjunkten havde gentaget sin Opfordring.
Selv da nærmede han sig kun nølende, Skridt for Skridt,
med ligesom af Skræk slagne Bevægelser og med den onde
Samvittigheds raad vilde Blik flakkende om i den Ende af Stuen, der
var modsat den, hvori Adjunkten befandt sig.
»Naa, kom nu, min Dreng«, gentog denne. »Du skal ikke
være bange ... jeg vil blot snakke et lille Ord med dig . . .
naa, det var ret . . . kom kun helt herhen . . . saadan . . . Tag
Fingren af Munden, min Dreng ... og lad mig nu høre, . . .
var det Stilebøgerne, du kom med? . . .
Den arme Purk formelig rystede over hele Kroppen mellem
sin Lærers Knæ, skøndt denne beroligende klappede ham over hans
kuglerunde Kradsbørste-Hoved, idet han venligt tiltalte ham. Han
spurgte ham ud om hans Hjem, spurgte om hans Moder var rask,
hans Fader kommen hjem fra København, og gled fra et
Spørgsmaal om den lille Søster Rikke -læmpeligt over til at tale om
Skolen, om Lektierne, om hans Kammerater og — ganske
forsigtig — om Lærerne; indtil han tilsidst udbrød:
»Sig mig, saa har I naturligvis ogsaa Øgenavne til jeres
Lærere, hva? . . . Har I ikke? . . . Naa, naa — bliv nu ikke
bange ... jeg skal saamænd ikke røbe jer, I smaa Gavtyve. . . .
Men sig mig nu . . . lad mig en Gang høre. . . . Hvad kalder I
f. Eks. mig? . . . Naa, sig det kun frit ud. Jeg véd dog, I har
et Navn til mig. . . . Hvad kalder I mig saa?«
Det var, som om al Drengens Blod ved dette Spørgsmaal
pressedes op i hans Kinder og ud i hans store Øren, saa disse
tilsidst saa ud, som om det var paa Nippet til at dryppe af dem.
Men da Andreas Ursin, trods alle venlige Overtalelser, ikke kunde
faa ham til at tale, begyndte Adjunkten i sin Iver at bruge
Mund, ja tilsidst at true og befale — for nu følte han, at han
endelig havde fundet et Spor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
