Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 En lille By.
Han standsede pludselig sin Gang over Gulvet; han havde
fattet en Beslutning. Han vilde endnu samme Eftermiddag gaa
hen til Adjunkt Carlsen, den af Medlærerne, han følte sig mest
knyttet til, — og rent ud spørge ham, om han kendte det Øgenavn,
hvorunder han gik i Byen eller i det mindste mellem Eleverne
paa Skolen, og hvorfra det skrev sig. Carlsen var vist i Grunden
en flink Kollega, som sikkert hverken vilde misbruge hans
Fortrolighed eller føre ham bag Lyset. —
Han tog straks sin Frakke paa, satte sin Hat paa Hovedet,
knappede omhyggelig sine nye Spadserehandsker om Hænderne
og ståk sin brune, med en lille Agatknap forsynede Rørstok under
Armen. — Han vilde skride til Handling uden at tøve.
Men forinden han forlod Værelset, stillede han sig, støttet
til sin Stok, endnu en Gang op foran Pillespejlet i denne fulde
Paaklædning. Og mens han betragtede sit Billede derinde,
spurgte han for titusende Gang sig selv, hvor det var muligt,
at nogen, end sige en hel By, kunde finde noget latterligt ved
ham. Han syntes, det maatte være enten ham eller Byen, der
var gal — anden Forklaring kunde han ikke tænke sig — og det
var derfor ikke underligt, at han tilsidst slog fast, at det var Byen.
Naar han saaledes stod og betragtede sig selv fra Spidsen af sine
Støvler til Pulden af sin brune Hat, kunde han ikke med sin
ærligste Villie se andet, end at han virkelig var en smuk Mand,
endog en ikke almindelig smuk Mand, med en nobel Holdning og
en ulastelig Smag. Eller var maaske ikke denne Frakke, disse
Benklæder, disse kun lidet spidse Støvler, var det ikke altsammen
af passende Farve og Snit, hverken for moderne eller for
iøjne-stikkende gammeldags? Eller var der noget paafaldende ved denne
Hat, noget udfordrende ved disse Handsker?
Han rystede paa Hovedet, som om han igen vilde sige:
jeg forstaar det ikke — og gik stille ned ad den knirkende Trappe.
Nede paa Gaden, som han hurtig skyndte sig igennem,
syntes han nu at læse Ordet »Knækkerten« bag det sædvanlige,
halvdulgte Smil i alle de mødendes Ansigter Selv to opløbne
Skoledrenge fra øverste Klasse, der kom ham forbi, gav sig
ganske ugenert til at fnise kun et Par Skridt fra ham; og i
den ophidsede Sindsstemning, hvori han befandt sig, var han
paa Nippet til at vende sig om og tildele de to Lømler en
alvorlig Afrøfling midt paa Gaden, da han i det samme fik Øje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
