Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
121
— Jeg tænder en Svovlstik — jeg har en Æske i Lommen,
hviskede Karl Hellmann.
— Nej, lad vær! lad vær! Straataget hænger lige ned over
Trappen. Bi lidt, nu har jeg fat i Nøglen, Jomfru Schmidt har
ladet den sidde i Laasen. Hun vidste, jeg kom sent hjem. Pst...
pst... gaa stille. . . Staa saa, Karl . . . Her har Jomfru Schmidt
lagt Svovlstikkerne, her paa Servanten.
Der blev Lys. En lille Oljelampe blev tændt.
Vennerne sad i det lille Værelse med hvidkalkede Vægge
og lavt nedludende Bjælkeloft med blaahvid Limfarve.
Det halvrunde Vindue, der sad imellem den skraa Tagvæg
op under Loftet, havde tæt tilfrosne Ruder. De frosne Blomster
fik blege Regnbuefarver fra Lampeskæret.
Der var en Sæng, som optog den ene Væg; saa var der et
gammelt Chatol af poleret Fyrretræ paa et Stykke Væg paa den
ene Side Døren, saa var der et lille Bord med et rødt uldent
sortfigureret Tæppe midt paa Gulvet og tre Rørstole.
En lille Kakkelovn med Kogehul fuldendte Udstyrelsen.
Andreas Borch rørte ved den.
— Lidt lunket . . . du . . . sagde han. Gamle Schmidt
har dog lagt i den, før hun gik i Sæng... men de tynde Plader...
Nu skal du for Resten se . . . Kender du de Tingester?
Ved en Støvleknægts Hjælp ragede Borch en lille
Papirs-pakke, som laa under Sængen, frem for Lyset. Han aabnede den,
tog to harpiksbesatte Ildtændere frem, tændte dem i Kakkelovnen
og smed Brænde og Tørv oven paa; tændte saa en lille Oljelampe
med Porcellæns Kuppel.
— Vi har meget at tale om, Karl! men vi vil have det
lunt og hyggeligt, min gamle Dreng, brummede Andreas Borch.
Imidlertid syntes det ikke, at nogen af de to Venner havde
stærk Hast med at komme til en Hjærteudgydelse. Karl Hellmann
blev siddende med sin hvide Slipssløjfe mellem Overfrakkekravens
opsmøgede Flige, den sorte Silkehat ned i Panden, uden at gide
rejse sig og tænde den udslukte Cigarstump, der sad i Munden
paa ham.
Og Andreas Borch gik længe og nørkede med Spritkedel,
Vandkaraffe og Arraksflaske. Han syntes ogsaa at tøve med at
komme ind paa en Samtale, han selv havde bebudet.
Endelig flammede den blaa Spritlampe under Kedlen. Men
Andreas Borch gav sig endda god Tid, trak de »lakerede« af og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
