Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
En Forlovelse.
kun et kort Øjenglimt. Øjet blev mildt som før, da ban havde
udtalt de sidste Ord.
— Ved Odin, Vel’ og Ve og alle Guder! sagde Karl
Hellmann, lo, men uden glad Klang i Latteren.
— Godt . . . sagde Borch og pumpede et Suk op, lad os
saa tage et lille Glas. Skaal, min gamle Dreng! Tak for alt godt
vi har haft sammen . . . lige fra vi gik paa Skolen og du skrev
mine latinske og siden mine danske Stile for mig ... ja lige fra
vi foraad os i Stikkelsbær sammen hernede i Fa’rs Have og sloges
med Skallerne, fra vi knap kunde knappe vore Bukser, og lige til
denne Aften, da vi to gamle indfødte ståk Grever, Baroner,
Kammerjunkere og Lieutnanter ud hos vor søde, yndige Johanne...
Skal vi drikke hendes Skaal, Karl Hellmann ? In bona caritate — ?
Hvad? Har jeg helt glemt det forbandede Latin?
Studenten rejste sig, strøg den blonde Haarmanke fra Panden
og klinkede med sin Ven. Han kastede Hovedet tilbage. Hans
fine, hvide Haand strøg det dunede Overskæg. Mens han løftede
paa Glasset med den sølvforgyldtfarvede Drik, sagde han langsomt
dvælende paa hvert Ord:
Hun er svaj
som en Kvist i den grønnende Maj.
Hendes Smil
er saa skarpt som en Solstraalepil.
Hun er klog som en Fugl
i sit dækkende Skjul
hun er........
Saa begyndte han at tale meget hurtigt.
— Hun er aldeles enestaaende, er hun, Johanne Alslev...
og jeg elsker hende . . . min Sæl og Salighed . . . Andreas . . .
den hele Aften har jeg suget Duften ind fra hendes hvide Hals . . .
den duftede som Ambra . . . fugtig, kølig . . . den lyste som
Elfenben under Kronernes Glans naar hun svang sig i Polkaen ...
hendes Øjne de var som Kornblomster paa en skyovertrukken
Sommerdag! Skaal — min Medbejler, min Rival... min gamle Ven!
Hvad Fanden! . . . Græder du, Karl. Hvad græder du
for, dit Dyr? ... Hvad, min gamle Dreng? spurgte Andreas Borch
i en mut, bekymret Tone.
Nu lo Karl Hellmann og sagde:
— Jeg græder over mine daarlige Vers ligesom Præsterne
over deres daarlige Prædikener. Skaal — Skaal, Andreas!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
