Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
139
Overlæbe til venstre var hende kærest, vejrede vel fagre Ord
bag al den dagligdags Veltalenhed, der brusede imod hende
fra begge Sider, snart fra højre, snart fra venstre, snart fra
begge Sider paa en Gang.
Det var, som blev der snart sunget venligt og godt for
hende, snart i Bas fra højre, snart i Tenor fra venstre, snart
samlede det hele sig til en køn Duet til hendes Ære.
Det var en Genklang fra Gaarsnattens Bal.
Da hun et Øjeblik samme Morgen, før hun sov ind, og
det varede ikke længe det Øjeblik, havde holdt en kort
Minderevue, havde hun ment, at han med Guldbandeleret var den
flotteste Balherre, Andreas Borch den smukkeste, Karl Hellmann
den intelligenteste.
Han med Guldbandeleret för forbi hende som et flygtigt,
aldrig genkommende Solblink paa hendes Vej, en fremmed
Tilværelse, som havde hun mødt en fransk Marquis. Andreas Borch
dansede saa godt, Karl Hellmann saa daarligt, men saa havde
Karl Hellmann citeret leende:
Komm meine Liebste, komin lass uns wandeln,
Wandeln der Liebe ist himmlischer Tanz
fortalt, at Linjerne vare af Goethe Saa, da Johanne tog fra Ballet,
var Vægtskaalen i hendes Sind sænket en Smule ned til Fordel
for Studenten.
Nu under Kanefarten stod Skaalerne lige højt, Tungen
aldeles ubevægelig.
Pludselig røg et forvovent Indfald op i Andreas Borch ...
et drilsk, et kaadt Indfald.
— Skal vi vælte? sagde han ... det er helt blødt overalt
— Ja — jo — jo, sagde Johanne og klappede i Hænderne,
saa Handskerne klaskede tørt og skarpt som et let Piskesmæld.
Det vilde være rædsomt morsomt.
— Ja, men Karl Hellmann er bange for at vælte, sagde
Forstmanden.
— Gu’ er jeg ej.
— Gu’ er du saa. Siden du væltede som Dreng, da du
skulde køre til vor Latinskoleby efter Juleferien, i en Snedrive og
brækkede Kragebenet — saa maa du indrømme at du er køreangest.
— Aa Vrøvl ... Vælt du bare med Kanen.
— Frøken Johanne — skal jeg køre Kanen op i den
Stenbunke der, saa falder vi lige ned i den bløde Sne i Grøften.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
