Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Søren Kierkegaard: Tre efterladte Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve fra Søren Kierkegaard.
161
at vide. Just dette, at jeg ikke kunde komme til at begynde med
Begyndelsen gjorde, at jeg slet ikke kom til at begynde. Tiden
gik ben, flere Gange foresatte jeg mig at skrive Dem til, men
bestandigt stillede denne Indvending sig standsende imod: nu er det
bagefter, hvor skal jeg begynde. Saa gik Tiden hen, »Søndag
kom og Søndag gik Hans ingen Støvler flk«. Tilsidst kom jeg
saa reent ud af Vanen, det er, jeg blev vant til at finde
Begyndelsens Vanskelighed ikke til at overkomme. — Ak, og maaskee er
det da gaaet Dem paa en lignende Maade. Ibegyndelsen har De
vel nu og da tænkt: det er dog underligt, at jeg slet Intet hører
fra ham; det er en Skam af ham; men nu er det bagefter, nu
kan han lige saa godt spare Uleiligheden.
Da kom min Broder til Byen; det kom i mig til et Brud,
et Gjennembrud: her har De et Brev. Hvad De seer i det) vil
naturligviis beroe paa, hvorledes De modtager det; hvad De
finder i det, vil naturligvis beroe paa, hvorledes De læser det —
dog troer jeg ikke at man paa nogen Maade skulde behøve at
være øvet i den Kunst at læse mellem Linierne, for ud af det at
læse Deeltagelsen.
Peter sagde mig, at De endnu bestandigt ligger. Det Tunge
heri i Tidens Længde, kan jeg dog, skjøndt ikke selv saaledes
forsøgt, ret levende sætte mig ind i. Det Tunge er, hvad jeg engang
har talet med Dem om, blandt Andet ogsaa dette, at det næsten
er umuligt at undgaae Menneskenes Misforstaaelse, naar man lider
saaledes. »Det er ikke Feber, det er ei heller at have brudt
Armen, heller ikke at være faldet og at have slaaet sig — hvad
er det da?« Saaledes spørger utaalmodigt Lægen, og utaalmodigt
den almindelige menneskelige Deeltagelse — ak, og just det der
spørges om, naar man lider saaledes, er Taalmodighed,
Taal-modighed til ikke at tabe Modet, Taalmodighed til at bære
Deel-tagelsens Utaalmodighed. Men vi Mennesker, og vor Deeltagelse
er nu engang ikke anderledes. Og naar man lider, som De lider,
— om der ogsaa er, hvad der dog vistnok er ved Deres Side eet
Menneske, der trofast holder ud at drage i lige Aag med Dem —
man faaer dog ret Lejlighed til at sande, at Taalmodighedens Gud
egentlig er Den, der ganske ubetinget kan holde ud med samme
evig uforandrede Deeltagelse at bekymres om et Menneske. Det
er saa rørende, hvad der staaer i en gammel Psalme: »om jeg
hver Time græd og vilde spørge«, nemlig om hvorfra Hjælp og
Lindring skulde komme — det er saa rørende det Svar, Digteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
