Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - A. O. E. Skram: Moderne Forfattere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Moderne Forfattere.
At moderne derfor i en overskuelig Fremtid vil betyde
Bevægelsen hen imod og ikke bort fra Virkeligheden, føler jeg
mig saa meget mere overbevist om, som man endnu kun i
forholdsvis ringe Grad har formaaet at bruge Kunsten efter sit Ønske.
Vi staar lige over for en Række Begyndelser, der kun her og der
er naaet hen imod den Helhedsvirkning, som betinger Klassicitet
Blandt de nordiske Digtere var vel Ibsen den, der en
Tidlang lettest vilde have samlet Stemmerne ved Valg af en
Ypperstepræst til Nutidsreligionens Templer. Men han satte en Del af sin
Anseelse til ved En Folkefjende, vandt den ikke igen ved Vildanden,
og da han havde udgivet Rosmersholm, var han overhovedet ikke
Kandidat længere til denne Post. Nu er den gamle Digter med
Fruen fra Havet, paa ny traadt i Forbindelse med sine tidligere
Venner.
Skuespillet indeholder en Besynderlighed, der truer med at
gjøre det umoderne, det er Kvænen, der kommer og gaar som en
Sagnfigur. Men tænker man sig denne Mand borte — og det var
ikke vanskeligt; han har ikke en Replik, som ikke kunde erstattes
af et Bud eller et Brev eller en tilfældig Ytring af den unge
Lyngstrand, der jo er den første til at bringe ham paa Bane —,
eller hvis Ibsen i Stedet for at lade ham optræde i Halvmørke og
Sagastil havde gjort ham til den følsomt begavede, raa Æventyr»,
han i Virkeligheden er, vilde vi have haft et Drama for os, hvori
ingen vilde have tænkt paa at finde Symbolik. Det er Kvænens
Uvirkelighed, der forstyrrer Indtrykket.
Med denne Skikkelse har nu Ibsen taget sig det let.
Personen lever udelukkende i de andres Omtale. Da han kommer til
Syne paa sine to — i og for sig usandsynlige — Afstikkere i Land
fra den engelske Damper, hvor han synes at høre til, gør han kun
Virkning ved sine uhyggelige Øjne og ved sin Ævne til at
overhøre de Ytringer, der ikke passer i hans Kram. Dette sidste er
i Grunden det eneste menneskelige ved ham, som vi selv faar Lov
til at iagttage, og da denne Ævne ikke netop nødvendig
forudsætter store personlige Egenskaber — der var i gamle Dage en
tyk Brændevinsbrænder i Lille Strandstræde, som kunde gøre
det samme —, er der ved hans Ubetydelighed noget, som let
faar en til at tænke paa Fætter Charles i Den første Kærlighed
af Scribe. Under alle Omstændigheder er man ubehagelig hurtig
paa det rene med, at Ellida lige som Emmeline i hint Stykke ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
