Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225 Darwins Liv og Breve.
saadan en Opfattelse dét Korrektiv paa rette Plads, som Lichtenberg
en Dag formulerede i sin Ytring om: at man skulde aldrig sige
»Jeg tænker«, men »det tænker i mig«.
Samtidig gjorde den snævre Plads om Bord paa Skibet ham mere
metodisk; og dets stille og ensformige Liv opelskede den Lyst til
Ensomhed, som havde været i ham fra Barnsben. Men — Ensomhed
og Ensomhed er ikke det samme. Saa længe eller saa ofte Darwin
her paa Rejsen følte sig stærk og kæk, saa var det de vældige
udstrakte Pampas-Stepper eller de vilde og majestætiske Bjærge,
der drog ham. Hans Higen gik højt til Vejrs, viden om. »I disse
vilde Lande«, skriver han, »foraarsager det én megen Fryd at naa
Toppen af et Bjærg: man beherskes af en ubestemt Forventning
om at se noget saare forunderligt«; og han »længes heftigt efter
at beskue Landskabet paa en anden Planet«. Han begejstres af
Tapperhed, af det fri, det ubundne: Gauchoens uafhængige Liv
lokker ham, denne omstrejfende Indianer, der, hvor han vil, kan
lade sin Hest gøre holdt, og sige, her vil jeg tilbringe Natten! . ..
Det maa da være en ny Faktor, som gør, at den Ensomhed, han
til syvende og sidst vender sig til med sit Hjærte, bliver det idylliske
Landlivs. Eller hvis man vil overføre det paa hans videnskabelige
Sysler: der maa være noget, som bevirker, at han først kommer
til at vakle mellem Interessen for fossile Knokler og — hans
første Kærlighed, den pompøse Geologi (som sammen med
Astronomien »yder Tænkningen et saa langt videre Spillerum end de
andre Grene af Naturvidenskaben«) . . . samt at saa tilsidst
Geologien trækker det korteste Straa.
Naturligvis har der været flere Grunde. Men Hovedgrunden
tør maaske søges i hans Sygelighed. Han led, véd man, urimeligt
af Søsyge. Og i Sydamerika faldt han i en haard og farlig
Sygdom. Det er betegnende, at han ovenpaa den vel beslutter sig
til at rejse videre: men ikke længer af rent umiddelbar Higen
mod det ny, nej af en Slags Pligtfølelse, fordi han ellers vilde
komme hjem med halvgjort Gerning. Der vokser og vokser i
ham en Slags Træthed, som røber sig tydeligst i Udtrykkene for
hans Hjemvé. Han kan blive »kvikket op«, blive Fyr og Flamme
for en Stund igen. Men sikkert nok er det fra de længste
Perioder af denne Tid, at Øgenavnet stammer, som han fik om
Bord paa Skibet: »den rare gamle Filosof«.
»I de første to Aar var min gamle Lidenskab for Jagt ved
fuld Kraft, og jeg skød selv alle Fugle og andre Dyr til min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
