Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Darwins Liv og Breve.
mægtige, skøndt ubestemte, men lignende Stemninger, som Musik
vækker«. Med andre Ord, hans religiøse Forestillinger var associerede
med, de bares oppe af den særegne Art »Lyrik«, der var i ham:
af hans Begejstring, hans Ævne til at betages, gribes, synke hen i
studsende, beundrende Hengivelse. »Nu derimod«, tilføjer han
saa — og dette »nu« turde referere sig allerede til den sidste Del
af Rejsetiden! — »nu derimod vilde selv de mest storartede
Scener ikke lade den Slags Overbevisninger og Stemninger opstaa
i min Sjæl«. Nej, ti »storartede Scener« eksisterede overhovedet
ikke længer for ham, han fornam dem ikke længer som storartede.
En eneste Gang endnu (i Maj 38) synes han under en Kirkekoncert,
at et Kor »fik virkelig Murene til at ryste«; ellers vil man i alle
hans Breve fra eller Rejsen ikke finde bevaret noget helt ud
»ophøjet« Indtryk, kun idylliske. En vis Drivkraft i ham var som
sagt bleven slappet. Før havde den, under et mægtigt Pres, drevet
hans Stemning som en regnbueglitrende Springvandsstraale højt,
højt op i Æterens Blaa: og paa de øverste Perler havde sitret i
Solen et gyldent Glimtende, — enStjærne, — Stjærnen, som ledte
vise Mænd til Østerland. Nu mægtede denne Drivkraft, naar
den anspændtes, kun at sende Stemningen lavt til Vejrs, og hvad
der havde syntes før en himmelsk Stjærne saas som et Guldæble,
skabt af Mennesketanker!
Men dét, Mennesker har skabt, ræsonnerer Menneskene
over. — »Om Bord paa Beagle havde jeg været helt ortodoks ...
og citeret Biblen som uigendrivelig Autoritet i moralske Spørgsmaal
... Men paa denne Tid, det vil sige 1836—39, var jeg efterhaanden
kommen til at indse, at der var ikke mere Grund til at tro det
gamle Testamente end Hinduernes hellige Skrifter . . . Ved fortsat
Eftertænken førtes jeg lidt efter lidt til ikke mer at tro paa
Kristendommen som en guddommelig Aabenbaring . . . Jeg var
imidlertid meget utilbøjelig til at opgive min Tro«. Han udmalede
sig, at man ved Udgravninger vilde kunne finde gamle Dokumenter,
som Ord til andet skulde bekræfte Evangeliernes Beretning; hans
Forstand udpønsede mulige »Bevismidler« for Evangeliernes Sandhed
... Men saa snart Kristendommen hos et Menneske blot, eller
fortrinsvis, skal bæres oppe af Ræsonnementer, er den dødsdømt i
dét Menneske. »Ikke-Troen sneg sig saare langsomt ind i mig,
og var tilsidst fuldstændig. Det kom saa langsomt over mig, at
jeg følte intet Ubehag . . .«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
