Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
Darwins Liv og Breve.
ham; og saa de enkeltes Samtaler med ham inde i hans
Arbejdsværelse, hvor Spørgsmaal blev drøftet fra alle Naturvidenskabens
Sfærer«. Men — o ven paa saadanne fornøjede Timer kom snart
voldsomme Kuldegysninger og Opkastninger. Mer og mer
stavnsbandt Sygdommen ham. Og medens den store Verden rykkede
hans ensomme Villa nærmere, synes han selv at isoleres i stigende
Grad. Slægt og Venners Besøg ændrede saa godt som ikke længer
hans næsten paa Minutet inddelte Dag. Den store Ensformighed
i hans Liv paatrykker det et Præg af stor Fjærnhed.
I den lille Kreds, der fra nu af alene kunde paavirke ham
personligt, ser man først elter Hustruen. Sønnen Francis vogter
sig, i selvfølgelig og fin Pietet, for at tale nærmere om »noget
saa helligt« som den livsvarige Hengivenhed, der inspirerede
hendes »uafbrudte og ømme Omhu« for Darwin. Hun veg ikke
fra ham, delte alle hans Hviletimer med ham, skærmede ham
mod Uro og Besvær og Ubehag. Uden hendes Omsorg vilde han
umuligt have kunnet udholde de stadige Lidelser, saadan som han
gjorde. Darwin selv siger i et Brev, at »ingen kan være for
venlig mod hans dyrebare Kone, der er mange Gange værd sin
egen Vægt i Guld«. Men om hendes Indflydelse paa ham —
intet Ord! Et Sted omtales hendes »Hjærtensglæde« ved nogle
frisindede Ytringer om religiøst Fremskridt. Senere faar man en
Gang det Indtryk, at »Damerne« i Darwins Hjem har ængstet
sig for, at han skulde forarge for stærkt. Maaske hans Hustru
nu og da har lagt en Hæmsko paa hans Opfarenhed. Om saa
er, har hun dog kun hjulpet det dybeste i hans Natur til Sejer;
ti intet var ham til syvende og sidst mere imod end at tale offentlig
om Ting, som han ikke havde undersøgt og gennemtænkt. Han
ønskede at mangle det Mod til at være blotte »Meninger« bekendt, som
nogle med tvivlsom Ret sætter højt. Derimod havde han (med
sin Hustru til Støtte) Mod til bestandig at være sine Grunde og sin
samvittighedsfulde Forsknings Resultater bekendt, — — og dette
sidste Mod lader til at have gavnet ham og Verden bedst.
Hans Børns Trivsel og Glæde fyldte ham med Lykke. Der
er et lille Træk, som betegner Forholdet mellem dem og ham.
Naturligvis var hans Arbejdstimer strængt fredede: men alligevel
kom en Dag en af hans Smaadrenge spankulerende ind til ham i
Arbejdstiden og søgte at bestikke ham, med en Sikspence, til at
gaa ud og lege med. Han maa have været dem en hyggelig
Legekammerat, skøndt han aldrig var rigtig overgiven ... Stærkere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
