Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Darwins Liv og Breve.
Om hans øvrige Familje tier Brevene næsten helt. Det Lidt,
der er, ligesom sammenfattes i en lejlighedsvis Bemærkning om:
at den ikke-naturforskende Del at Familjen plejede at drille ham
med hans Ideer og Forsøg, og at dét havde »vænnet ham til at
vente Modsigelse, ja endog Haan« af Publikum. Ved »Haan«
forstod han »spottende Spøg«; hvor en anden vilde sige: »der
blev Du tørt ordenlig af«, sagde han: »der blev Du godt haanet«.
Maaske det overdrevne i Udtrykket peger tilbage til, at han en
Tid lang daarligt har kunnet taale Ironi eller Satire. Men da
den omsider kom ude fra Publikum, baade Modsigelsen og »Haanen«,
endog med Skældsord og Mistænkeliggørelse i Følge, da tog han
den med en mærkelig sund Beskedenhed og Selvbeherskelse. Saa
godt som aldrig lod han sig friste ud i Skænderi; og meget hyppigt
gottede han sig selv ganske hjærteligt over de Hib, man langede
ud efter ham. Har hans Familjes drilske Seen ned paa hans
Gerning bidraget til at udvikle dette, saa har den gjort ham god
moralsk Nytte — og sparet ham for adskillig Lidelse og
Tidsspilde. Ti ovenpaa hvert Anfald af Vrede eller Ærgrelse blev han
uundgaaelig syg og arbejdsudygtig i flere Dage.
Af langt sikrere og ogsaa større Betydning for ham var
dog hans Venner. Det var lutter Videnskabsmænd eller
videnskabeligt interesserede Mænd. Deres Arbejder, deres Talent,
deres Karakterer blev en Slags Ungdomskilde for den Trang til
at beundre og til at give sig hen, som var hans Væsens dybeste
Drag og Betingelsen for hans Forskerstorhed. Hvor han var
ærbødig stolt af dem! hvor han solede sig i deres Værd! der er
noget af den rolige Forelskelses Glæde i hans evige Lovtaler over
dem. Han var ganske vist mere et ivrigt Hoved end et hurtigt
Hoved: lige straks saa’ han ikke »Træerne for lutter Skov«, han
maatte have sundet sig efter et Indtryk, før han blev sig bevidst
alt, hvad der var i det1). Men er det ikke betegnende, at i
første Øjeblik mældte sig ufravigelig kun Henrykkelsen over
det gode og aldrig Uviljen mod det forfejlede? Samtalerne, den
flittige Brevveksling med, Tilsendelsen af Artikler og Bøger fra
- ’) Hans Ivrighed illustreres tydeligt af Vanen, han havde, til, naar han
brugte Billeder, at slaa to Billeder sammen i ét, og til at gøre enhver
Forklaring til en lang Række Parenteser: de første Par Ord, han sagde,
bragte ham til at tænke paa en mulig Indvending mod hvad han vilde
sige, den tænkte Indvending førte ham saa over til et nyt Punkt, o. s. v.
— Af disse Vaner er der Mærker nok i hans Bøger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
