Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - A. Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
295
for Tilhørernes Øjne, de kunde aldeles ikke istemme Fru Wangels Udbrud:
»jeg kan se det saa lys levende for mig«, men ved Læsningen staar den netop
saaledes for ens indre Øje, og Skylden for dens ringe Virkning paa Scenen
er derfor Hr. Jerndorffs.
Tages Symboliken bort, bliver der af Fruen fra Havet tilbage en fra
det virkelige Liv hentet Historie om den Glans, den dragende Magt, det
forbudte, det uopnaaelige har, men som brydes i samme Øjeblik, Forbudet hæves,
i samme Stund, Haanden kan plukke af Træet: en Historie, der paa sin
parisisk er vittigt fortalt i Divorçons. Ibsen tager paa sin nordiske Vis
tungere, men til Gengæld ogsaa dybere paa Sagen og stiller Spørgsmaalet:
kan et Menneske omplantes og trives i en anden Jordbund end dér, hvor
vedkommende er barnefødt, kan et Menneske virkelig, som Ballested altid fører i
Munden, akklimatiseres; og hans Svar gaar ud paa, at hertil fordres Frivillighed.
Stykket indeholder to Repræsentanter for Spørgsmaalet Besvarelse, først
Ballested, der saa dejligt trives i den fremmede Jordbund, og som ved enhver
Lejlighed bevidner dette ved paa det erbarmeligste at radbrække Ordet:
akklimatisere, dernæst Fru Ellida. I denne anden Repræsentant, der tillige er
Stykkets Hovedperson, kæmper Viljen en haard Kamp mod Naturellet, og
denne Kamp gør Ellida overnervøs, til sine Tider ganske sindssyg, indtil hun
endelig gennem Frigivelse og eget Valg naar Freden.
Denne Skikkelse havde det kgl. Teater tildelt Fru Eckardt, en
Kunstnerinde, der først og fremmest virker ved sin Anstand og sin Ro, og det var
derfor heller ikke underligt, at der over hendes Spil kom noget kunstlet og
forceret, ti noget Udtryk for Ellidas Nervøsitet laa hende ikke let for Haanden,
og hun søgte derfor at fremkalde Indtrykket ved en hastig, næsten stakaandet
lien-frem, saa f. Eks. ved hendes første Indtræden Kastetørklædet og Haaret
der, ganske i Forbigaaende bemærket, aldeles ikke var vaadt, som skrevet
staar, vejede bag hende som Flaget i Bagstavnen af en frempilende
Damp-baad. Nogen Havstemning hvilede der ikke over Ordene, de kom som oftest
med tørre Halstoners Klangløshed, og i de lidenskabeligt bevægede Optrin fik
Stemmen mere af en københavnsk Husfrues Skraphed end af en i Sjælevaande
stedt Kvindes Nødraabs Forpinthed. Mest mislykket var dog Fru Eckardts
Spil i anden Åkt, Hovedpunktet i hele Rollen, den hvorfra alt Lyset skal
komme; ikke alene at Fru Eckardt «spillede« hele Beretningen om Ellidas
Forhold til den fremmede Mand, hvad allerede var galt nok, men den Grundtone,
han anvendte, var i Slægt med den tillavede Rædselstone, hvori halvvoksne
Pigebørn fortæller hinanden Spøgelsehistorier i Mørkningen, og den hyppigst
mTendte Bitone mindede stærkt om Barnets uforstaaende Forbavselse; naar
Ellida fortalte, at han havde skrevet hende til fra Kalifornien, Kina og
Australien, saa var det som dette, at der var kommen Brev fra disse Steder
til Norge, var noget aldeles uhørt; og fremdeles var hendes Bevægelser
melodramatiske i deres Omfangsrigdom, og balletafpassede i deres Langsomhed.
Fro Ellida Wangel blev for FruEckhardt et Skibbrud; mon et overstaaet Skibbrud?
Den af de øvrige spillende, der skuffede haardest, var vel Hr Mantzius.
Han har i Vinter vundet en stor Sejer som Rosiflengius i Det lykkelige
Skibbrud, men hans Udførelse af Overlærer Arnholm kunde bringe én paa den
Tanke, at han havde enten ganske glemt eller ogsaa ikke villet forstaa, at det,
der den Gang bragte ham Sejeren hjem, var, at han havde skabt en Skikkelse,
som af smaat og stort intet havde til fælles med andre, en Skikkelse, der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
