Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Kontorchef Jul. Schovelin: Literatur og Socialpolitik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325 Literatur og Socialpolitik.
af de Lyster og Lidenskaber, som de netop i dybeste Forstand
føler som deres egne.
Den Lykke, som disse Mennesker søger, som Forfatterne
linder det selvfølgeligt, at de maa søge, er da netop ogsaa
Tilfredsstillelsen af de Drifter og det Begær, der er det særegne for
det enkelte Menneske, som danner dette enkelte Menneskes
Personlighed og gør ham til noget forskelligt fra alle andre.
Det er just Lykke at kunne hævde denne Individualitetens Kærne
i al sin Ejendommelighed. Og da det atter ifølge hele denne
Betragtning er den enkeltes Lykke, som er Etikens Maal, saa er
den moralske Opgave netop ogsaa denne Hævdelse af Individets
Ret, selv om det skal ske paa Bekostning af de »sociable«
Momenter i Menneskenaturen, som hører til de oprindeligste og mest
umiddelbare, som f. Eks. Følelsen overfor Familje og Børn. Hvor
denne Modsætning træder saaledes frem, at den tvinger Mennesket
ud i en haabløs Kamp, har vi Livets Tragedier. Hyppigst er
dog denne Modsætning ikke til Stede indenfor Menneskets egen
Personlighed, men bestaar i ydre Hindringer, navnlig i de
saakaldte Samfundshensyn.
Hverken Tiden eller Pladsen tillader at give en udførlig
Paavisning af, hvorledes baade i den ene og den anden Slags
Fremstillinger Individualismen i Virkeligheden er den fælles
Sangbund for alle den nyere Literaturs Melodier. Det behøves dog
næppe heller. Det vil være nok at nævne et enkelt Eksempel,
som ej alene har det Fortrin at være typisk, men som tillige er
det genialeste og skarpeste Udtryk for den hele Livsanskuelse.
Jeg tænker herved paa Henrik Ibsens: »Et Dukkehjem«.
I Samtalen mellem Nora og Helmer i sidste Akt tilspidses hele
Retningens Tankegang i de Repliker, hvor ligesom Personerne
træder tilbage, for at Digteren kan træffe sit store Opgør mellem
de i Tiden kæmpende Anskuelser og Ideer. Da Nora siger, hun
vil forlade sit Hjem, svarer Helmer:
»Saaledes kan du svigte dine helligste Pligter?
Nora.
Hvad regner du da for mine helligste Pligter?
Helmer.
Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke Pligterne
imod din Mand og dine Børn?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
