Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
Teatrene.
Operaer, de har kun kunnet holde sig oven Vande derved, at Teatrets
>Stjærner< har udført.et eller andet Bravurparti i dem, og naar ingen af dem
er optraadt, saa har man forsøgt med «Gæster« ude fra, snart med Frk. Skytt,
snart med Hr. Nordahl Brun, men altid har det været Personerne, som
trak Folk til Huse, aldrig Værkerne. Mislykkes Forsøget med én Opera, saa
leder man i Arkivet efter en anden og saa faar Frk. N. N. eller Hr. X. den
Opgave at puste Støvet af Partiturets Blade og at vække ny Interesse for den
ved en bravurmtessig Sangpræstation. Paa den Maade har man nu
hen-skertset et Par Sæsoner, og man har befundet sig ret vel derved — naar blot
undtages det Skibbrud, man led med et virkelig stort og godt Kunstværk, roan
beklagelses vis fik fat i (Aladdin). Saaledes tager det sig ud, som man stadig
var i Arbejde, medens man i Virkeligheden intet udretter; saaledes »yues der
at være idelig Bevægelse, en levende Interesse for Operaen ved Teatret,
medens den, nærmere beset, Dag for Dag lammes som Kunstart, og vel snart
nærmer sig en fuldstændig Dødtid. Saaledes har man endelig trukket Smagen
og Kunstsansen hos Publikum ned, og man peger paa Resultatet og siger: Se
det er Folk jo tilfredse ved. Nej, endog 10 saadanne Sæsoner i Forbindelse
med det danske Publikums mest lammeagtige Taalmodighed er intet Bevis for,
at det ikke vilde blive grebet, ikke vilde være med med Liv og Sjæl, om man
bød det sund og stærk Kost fra Tonekunstens ærværdige klassiske Tid eller
endnu mere fra dens mægtige Igenfødelse i vore Dage!–
Det er vel værd at lægge Mærke til. at næsten samtlige de Operaer
med hvilke det kgl. Teater nu i flere Sæsoner har regaleret vort Publikum,
har deres Ophav fra Tider, der led under politisk Lavtryk. — Det gælder
Rossini, »Restaurationens Komponist«, som han jo kaldes, og det gælder
maaske i endnu højere Grad de italienske Komponister, der først og fremmest
skylder deres Verdensry den Omstændighed, at det indsmigrende, daarende og
teatralsk effektfulde i deres Operaer lod deres Landsmænd glemme for den
Aften Fremmedherredømmets tunge Haand*). — Naturligvis beror det paa
Tilfældigheder, at Repertoireoperaerne har haft dette Fællestræk; man kan ikke
antage, at det er Teaterbestyrelsens Skønsomhed og Omsorg for sine
Medmennesker, der har gjort sig gældende i Valget af disse Værker. Men paa
den anden Side, skulde der i den fremhævede Omstændighed ligge en Slags
Antydning af, at just disse Operaer egne sig til at tilfredsstille vort
Publikums Behov? Skulde der være en snigende Fare for, at dette Publikum, der
lider under eller bøjer sig ind under politisk Reaktion og social Bornerthed,
at det af de magthavende Principer skal føres til at tro, at denne
virkelig-hedsfjærne, leflende og marvløse Musik er hvad de skal søge, er det, som kan
bringe Glemsel for det daglige Livs Tynge? Helt umulig er det vel ikke, at
denne Fare er til Stede, saa vist som der er en nøje Forbindelse mellem et
Lands og en Periodes politiske, sociale og kunstneriske Fysiognomi; men da er
") Overhovedet synes der fornuftigvis ikke at være nogen Grund til, at en Scene som vor holder
2—3, ja * italienske Operaer paa Repertoiret. Var vort Operarepertoire saa rationelt
anlagt , at der paa samme fandtes Repræsentanter for de forskellige Stilarter og
nationalejendommelige Værker, saa borde den .italienske" Opera naturligvis ogsaa have ain. Men
som en snart kun „historisk" interessant Fremtoning (man huske hvorledes S g am bat i.
Bol to og selve Verdi forlader den) kan den ikke gore Krav paa at beherske en
fremmed Scene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
