Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterindtryk.
447
Pagens, hver af Kammerpigens Repliker er et lille Mesterværk,
der rummer et Spil af et helt Liv i sig. Til saa meget desto
større Ære geraader det de to Damer, at ikke et Ord, ikke en
Nuance falder til Jorden i den langt fra understregende, men
Tanken let toucherende Diktion. Saa maa der tilføjes: Det er
dejligt at sidde i et Teater, hvor man hører saa udmærket som
i det gamle, slet ventilerede og i andre Henseender lidet konfortable
Théätre français, og med Bedrøvelse tænker man paa den usle
Akustik i vort kongelige Teater, der nok snarere skyldes
Balletmesterens end Amors Luner. Det er dog for ærgerligt, at man
bedre skal kunne følge en Komedie paa Fransk end paa Dansk.
Det er ikke saa let at forstaa, hvorfor den mer end
midaldrende Fébvre vedbliver at spille Grev Almaviva som ung
Elsker i »Barberen«, men ikke som Ægtemand og »coureur« i
»Figaros Bryllup c. Her vilde hans umaadelige Virtuositet og
Scenesikkerhed sikkert høste Triumfer. Heldigvis spiller Laroche
Grev Almaviva godt og sikkert, maaske lidt for dæmpet i de
lidenskabelige Skinsygescener. Han ser nu aldeles udmærket ud;
hans Ansigt er helt aristokratisk i Louis-Seize-stilen under
Pudderparykken, og i de to første Akter, hvor han møder i den
røde, guldgalonnerede Jagtdragt med Støvler og Ridepisk, fylder
han helt. Da han opdager Pagen, der er skjult i Lænestolen,
og krummer Haanden om Piskeskaftet, mens han taler gennem
de sammenbidte Tænder, faar man det bestemte Indtryk af, hvor
stor en Brutalitet der kan ligge dybest paa Bunden af en saadan
gennemciviliseret, tæt pudret og guldbroderet Grand-Seigneur fra
før Revolutionen. Særdeles godt giver han ogsaa den beherskede
Ærgrelse over sin Kammertjæners aandelige Overlegenhed, ti skøndt
Grev Almaviva er, som Figaro siger i sin store Monolog i femte
Akt, »homme assez médiocre«, har han ikke forgæves levet i en
aandfuld Atmosfære; han véd meget vel, at Begavelsen er en
forbistret farlig Magt, som selv en fornem Herre er nødt til at
tage i Betragtning. Han er halv bange for denne geniale Plebejer,
som kan hævne sig over en Ørefigen med Satirens endnu mere
sviende Piskesnært. Og dum er Grev Almaviva slet ikke; han er
ingen plump Landjunker; skøndt Beaumarchais flytter ham midt
ned i Andalusien, er han vel forfaren i Tonen fra Versailles. I den
udmærkede Domscene forekom Laroche mig ikke helt i Højde
med Opgaven. Dommerens Malice viste sig lidt for direkte,
derimod var hans vilde Elskovsjagt i femte Akt godt gjort, og den
30»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
