Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
588
Aristokratisk Radikalisme.
Allerede Eduard von Hartmann har i sit tankerige Værk
Phänomenologie des sittlichen Betousstseins (217-240) paavist
Umuligheden af i Medfølelsen at se den vigtigste moralske Drivfjeder,
endsige den eneste, som Schopenhauer vil. Nietzsche angriber
Medlidenhedsmoralen fra andre Synspunkter. Han viser, at den
ingenlunde er uegoistisk. Den andens Ulykke generer os, krænker
os, stempler os maaske som fejg, hvis vi ikke bringe Hjælp.
Eller der ligger i den et Fingerpeg om mulig Fare for os selv;
vi føie desuden Lyst, naar vi sammenligne vor egen Tilstand med
den ulykkeliges, Lyst naar vi kunne træde til som de mægtigere,
de hjælpende. Den Hjælp, vi bringe, fornemmes af os selv som
Lykke eller udriver os maaske blot af Kedsomhed.
Medlidenheden som virkelig Medliden vilde være en Svaghed,
ja en Ulykke, ti den vilde forøge Lidelsen i Verden. Den, der
for Alvor vilde hengive sig til Medlidenhed med al den
Elendighed, han finder om sig, vilde simpelthen gaa til Grunde derved.
Blandt de vilde tænker man med Gysen paa at vekke
Medlidenhed. Den, som gør det, anses for foragtelig. At nære
Medlidenhed med en, er i de vildes Tankegang at foragte ham.
Men man finder ingen Fornøjelse i at se et foragteligt Væsen lide.
Derimod at se en Fjende lide, der under Kvalen ikke opgiver sin
Stolthed: det er en Nydelse; det vækker Beundring.
Man prædiker gærne Medlidenhedsmoralen under Formlen:
Elsk din Næste!
Nietzsche klamrer sig i sit Angrebs Interesse til Ordet:
Næste. Han hævder ikke blot hvad Kierkegaard kaldte »en
teleologisk Suspension af det etiske«.’ Men han opirres ved, at
det moralskes sande Væsen skulde ligge i at vi rettede Blikket
paa de nærmeste Følger af vore Handlinger og rettede os derefter.
Imod det snævre og smaaborgerlige i denne Moral hævder han den,
som ser bort over disse nærmeste Følger og som selv gennem
Midler, der volde Næsten Kval, tilstræber fjærnere Formaal, f. Eks.
fremmer Indsigt, skøndt denne vækker Sorg og Tvivl og onde
Lidenskaber hos Næsten. Vi behøve ikke derfor at være uden
Medlidenhed, men vi kunne tage vor Medlidenhed fangen for
Maalets Skyld.
Og saa urimeligt som det nu er at betegne Medlidenheden som
uegoistisk og ville helligvie den, saa urimeligt er det at give en
Række Handlinger den onde Samvittighed i Vold, blot fordi de ere
blevne skamskændede som egoistiske. Det, som i den senere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
