Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
595 Aristokratisk Radikalisme.
tilstande, nemlig som Indskrænkning af den egentlige Livsattraa,
hvis Maal er Magt.
Nietzsche erstatter den Schopenhauerske Vilje til Livet (o:
Attraa efter Liv) og den Darwinske Kamp for Tilværelsen med
Udtrykket Vilje til Magten (Magtbrynde). Ikke for Livet, det blotte
Liv, kæmpes der efter hans Opfattelse, men om Magten. Og han
har mange — lidet rammende — Ord om hvilke smaalige og
fattige Forhold de Englændere maa have haft for Øje, der opstillede
Begrebet struggle for life med dets Nøjsomhed. Det staar for ham
som havde de haft en Verden i Tanke, i hvilken enhver er glad,
blot han kan bjærge Livet. Men Livet er kun Minimumsudtrykket.
I sig selv vil Livet ikke Selvbevarelse alene, men Selvforøgelse, og
saaledes er det netop »Vilje til Magt«. Det er i øvrigt klart, at der ikke
er nogen principiel Forskel mellem det nye Kunstord og det gamle;
ti Kampen for Tilværelsen fører jo nødvendigt til Magternes Kamp
og Kampen om Magten. Nu er en Retsorden set fra dette
Synspunkt et Middel i Magternes Kamp. Tænkt som suveræn, som
Middel mod al Kamp overhovedet vilde den være et livsfjendtligt
Princip, nedbrydende for Menneskets Fremtid og Fremskridt.
Noget lignende mente allerede Lassalle, da han udtalte, at
Retsstandpunktet er et slet Standpunkt i Folkenes Liv. Det for
Nietzsche betegnende er Glæden over Kampen som saadan i
Modsætning til den moderne Humanismes Synsmaade. For Nietzsche
lader et Fremskridts Størrelse sig maale ved hvad der maa ofres
for det. Den Hygieine, der holder Livet oppe i Millioner af svage
og unyttige Væsener, der hellere burde dø, er for ham intet
virkeligt Fremskridt. En jævn Middelmaadighedslykke sikret det størst
mulige Flertal af de elendige Kreaturer, vi nu til Dags kalde
Mennesker, vilde for ham intet virkeligt Fremskridt være. Men for
ham som for Renan vilde Opfostringen af en stærkere, højere
Menneskeart end den, som omgiver os (»Overmennesket«), selv
om den kun kunde opnaas ved at Masser af Mennesker, som vi
kende dem, ofredes til Bedste derfor, være et stort, et virkeligt
Fremskridt. Nietzsches for fuldt Alvor udtalte Fremtidsfantasier
om Overmenneskets Optugtelse og dets Overtagen af Magten paa
Jorden have saa stor Lighed med Renans halvt skæmtefuldt og halvt
skeptisk udkastede Drømmerier om en ny Asgaard, en virkelig
Fabrik af Åser (Dialogues phil. 117), at man vanskelig kan tvivle
om en Paavirkning. Kun at hvad Renan skrev under det
overvældende Indtryk af Kommunen i Paris, tilmed i Dialogform,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
