Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
598
Aristokratisk Radikalisme.
Den onde Samvittigheds Oprindelse er da endnu uforklaret.
Nietzsche opstiller følgende geniale Hypotese: Den onde
Samvittighed er den dybtgaaende Sygelighedstilstand, som kom til Udbrud
i Mennesket under Trykket af den grundigste Forandring, som
det overhovedet har gennemgaaet, nemlig da det fandt sig
endegyldigt indespærret i et Samfund, der var fredlyst. Alle de
stærke og vilde Drifter som Foretagelseslyst, Dumdristighed,
Forslagenhed, Rovbegærlighed, Herskesyge, der hidtil ikke blot vare
blevne ærede, men formeligt optugtede, bleve pludseligt stemplede
som farlige og skridtvis brændemærkede som usædelige, som
forbryderiske. Væsener, der passede til et omstrejfende, krigersk
Æventyrliv, saa paa én Gang alle deres Instinkter betegnede som
værdiløse, ja som forbudne. Et uhyre Mismod, en Nedslaaethed
uden Mage har da bemægtiget sig dem. Og alle de Instinkter,
der ikke turde faa Luft udadtil, de vendte sig nu indad mod
Mennesket selv: fjendtligt Sindelag, Grumhed, Drifterne til
Af-væksling, Vovespil, Overfald, Forfølgelse, Ødelæggelse — da opstod
den onde Samvittighed.
Da Staten blev til — ikke ved en Samfundskontrakt, som
Rousseau og hans Samtid forudsatte — men ved at en
Erobrerrace med frygteligt Tyranni slog ned paa en talrigere men
uorganiseret Befolkning — da slog alle dennes Frihedsinstinkter ind;
den aktive Kraft, Attraaen efter Magt vendte sig mod Mennesket
selv. Og paa denne Jordbund spirer da Skønhedsidealerne:
Selvfornægtelse, Selvopofring, Uselviskhed. Lysten til Selvopofring er
i sin Spire en Art Grusomhedshang; den onde Samvittighed er
en Attraa efter Selvmishandling.
Man følte nu efterhaanden sin Skyld som Gæld, til
Fortiden, til Forfædrene, en Gæld, der burde tilbagebetales ved
Ofre — i Begyndelsen til Næring i groveste Forstand — ved
Æresbevisninger og ved Lydighed; ti alle Skikke er som
Forfædrenes Værk ogsaa deres Befalinger.1) Der er en evig Angest
for ikke at give dem nok, man ofrer dem det førstefødte, den
førstefødte. Frygten for Stamfaderen stiger, alt som Slægtens
Magt tager til. Undertiden bliver han omdannet til en Gud,
hvorved da Gudens Oprindelse af Frygten tydeligt ses.
Skyldfølelsen mod Guddommen er Aarhundreder igennem
stadigt stegen, indtil den kristelige Guddoms Anerkendelse som
’) Man sammenligne Lassalle’s Teori af det romerske Testamente.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
