Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
630
Den sidste Dag.
det til med mit eget Baghoved? hvor kunde dette tilfældige,
ligegyldige, beskæftige mig saa meget nu? Men jeg var prisgivet
disse mange hvide Pletter — nogle som Billardkugler — nogle
med glatte, andre med krusede Tjavser over sig — nogle saa
blanke som skeletterede Kranier ...
O, Knokkelmanden, Knokkelmanden! Han var der igen ...
hans Forhoved saa’ paa mig . . . han var bleven til Præsten —
dér — langt fra mig — foran Kisten — en høj, stærkbygget
Skikkelse — uden et Haar paa sit Hoved — et kraftigt, benet,
markeret Ansigt — og et Par unaturligt store Øjne, som saa’
ned igennem Kirken, medens hans Tale buldrede løs, paa en Gang
hævet af og brudt ved Hvælvingens Resonans: I elendige
Mennesker, I, paa hvem Livets Slid, Lidelser, Sorger, Udskejelser,
Ær-gærrighed, Forfængelighed, Begærlighed, har trykket sit Mærke —
hvad vil I svare, naar der siges Jer: I Daarer! Denne Nat
tilhører ...
Jeg stønnede og holdt Haanden for Øjnene.
Min Sidemand stødte til mig og spurgte hviskende —
stadig forkølet:
Er De maaske en af de nærmeste? ...
Jeg saa’ paa ham, rystede forvirret paa Hovedet.
Knokkel-Præsten deroppe i Koret foran Kisten var borte. En anden Præst
i hans Sted. Jeg hørte kun en ensformig, høj, tør, noget sprukken
Stemme tale i den gængse Begravelses-Svada. Hvert tredje Ord
blev noget nær slugt af Resonansen; men den gejstlige Taler syntes
at sejle som kendt Mand i Akustikens vanskelige Farvand; man
kunde uden forstyrrende Lakuner følge Traaden:
Og nu ... kære Ven ... som sidder dér ... om du spørger:
hvorfor ... dette? Hvorfor ... hende? Ja! da maa der svares:
Min Ven ... vi vide det ej! ...
Nej! hviskede det indeni mig. Vi vide det ej! —
Det var som en Sandhed, der udtales afgørende og afskærer
enhver Mulighed for Tvivl, Trætte, Meningstilkendegivelse.
Resten af Foredraget flød for mine Øren ind i Resonans,
ud i Gentagelse, bort i Rummet.
Havde der ligget Vægt — havde der ligget mit Liv paa —
at jeg tilegnede mig hvert Ord og ikke slåp Traaden: jeg havde
dog sluppet! Jeg var valen indeni — som om jeg aandeligt frøs.
Mit Hoved smærtede mig; for mine Øren boblede, susede og sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
