Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
manden, tør som en Mumie, med en nøgen, gul Sandflade bag
sig, staaende ubevægelig, oprejst paa en rustfarvet Klippe,
sigtende med en favnelang, smækker, svagtblinkende Bøssepibe lige
paa mig.
Jeg lukkede Øjnene og pressede Læberne sammen. Og
som jeg sad saadan, hørte jeg Fortællingens Strøm risle mig
afstandsdæmpet forbi med en mere og mere betagende Musik.
Det var raske Æventyr, disse! — fortalte intelligent, uden Pral,
med Sandheds og Selvsyns fornemme Kolorit over sig . . . de
vældige Bakkelinjer, violetblaanepde imod den Sol, der i næste
Øjeblik synker og kalder den tindrende Nats Mørke frem — som
et umaaleligt Ocean med Stjærneprikker. Og op imod
Horisontlinjen de ubevægelige Rytterstatuer — to og to — eller en enkelt
— med Lansen, der sylspids synes at stange den i Blod sydende
Globus — som nu slukkes.
Det var noget om et Ridt fra disse Rytterstatuer — paa
Liv og Død. Saa kommer Teltlejren . . . den venskabeligtsindede
Stammes Telte — med Kabylerpigerne! ... Du aner ikke, hvor
disse unge, slanke Kvinder er umulige — maa være umulige for
en Maler at gengive — for Digteren at skildre! De lyser —
hele deres symmetriske Legeme lyser som klart Rav ... de har
suget Solens Guldglød ind gennem Huden — og ud fra Arme og
Skuldre, fra det høje Bryst og de fine Ben strømmer denne Farve,
der luer i den lange Dags blændende Skær og kæmper med det
korte Tusmørke! Aa, jeg har set dem — jeg har . . . Men det
keder dig! Du drikker ikke — kom, stød an! En Berberhest er
det ædleste Dyr — men Ørknens frie unge Kvinder er de skønneste
menneskelige Skabninger — som lader jeres Fantasier langt bag
sig i redelig og honnet Stuegraavejr! . . .
Ja! raabte jeg. Skaal! Livets Skaal — dets Herlighed —
dets Frihed og Skønhed — dets absolute Herredømme over vort
Sind og vor Vilje! Aa, jeg vilde ønske ... jeg vilde . . . nej,
jeg vil intet — jeg har villet nok . . . man kan se Skønheden
lyse imod sig, uden at have været paa Forpost dans la grande
Kabylie! Det er forbi det hele! . . .
Han lo — Arret i hans Kind lo, medens han gjorde store
Øjne, som vilde han sige: Hvad nu? løber Vinen dig til Hovedet,
min stakkels civile Ven! . . .
Jeg tænkte: Skal du aabne dit Hjærte for ham? — Nü
kunde jeg gøre det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
