Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
638
Den sidste Dag.
Jeg gik. Paa ingen mulig Maade vilde jeg i Drosche eller
Sporvogn. Til Fods vilde jeg gaa hjem. Men idet jeg, med
Følelsen af at dette majestætiske bar mig oppe, vandrede gennem
Gader, som gled tilbage, og Fodgængere, som veg til Side for
mig, fjærnede jeg mig umærkeligt fra den Retning, som skulde
føre mig hjem. Og da det efter en halv Times Vandring endelig
blev mig klart, hvor jeg egenlig befandt mig, saa blev det mig i
samme Øjeblik klart, at jeg havde søgt Afvigelsen fra min Kurs,
at det var en Længsel, som jeg aarevis troede begravet, der nu
havde drevet mig hid i dette Kvarter — afsidesliggende og øde,
befolket med blide, vemodige Minder, der bragte min Haand til
at dirre let og mit Hjærte til at føie et frysende sødt Behag.
Som en klar Skygge af lyst glimrende Sand gled Ørknen
og Ørknens guld-gyldne unge Kvinder mig forbi. Jeg mærkede
Vennens Fortællinger blande sig med Indtrykket af den ædle Vin.
Mit Hoved var saa klart som noget; men i mit Blod vibrerede
en svag Feber ... Jeg saa mig omkring, kendte i Maanelyset
det lille Villakompleks — denne Slagskygge dér, som fra den
eneste toetages Bygning trak sig tyst og diskret tværs over Vejen
op ad et Havestakit, hvis Sprosser en eller anden Malerlærling i
Forbigaaende havde mærket med gule og lilla Strøg af sin store
Pensel . . . Intet var forandret i de mellemliggende Aar — jeg
selv syntes uforandret.
Hvad vilde jeg her? Hvile mig et Øjeblik op ad denne
Gadedør — omfatte med min let dirrende Haand dette kolde
Dørgreb — som hundrede Hænder i Mellemtiden ligegyldigt
havde berørt — som maaske én Haand daglig endnu berørte!
Maaske! ....
Hvad vilde jeg? Vilde jeg ogsaa tage Afsked her? Vil
man ikke gærne, naar den nære Slutning af ens Liv er forudsagt
og uundgaaelig — vil man da ikke gærne i et Virvar af
ligegyldige eller pinlige Minder tage Afsked med et enkelt, der synes
enestaaende og uforgængeligt?
Jeg vilde vel det.
Og saa bøjede en Drosche kort om Hjørnet.
Det sitrede i mig. Man kan — hvorledes man nu end
forklarer Fænomenet — i enkelte Øjeblikke med afgjort Sikkerhed
vide, at den, paa hvem man tænker, maa være nær — at det
er ham, eller hende, som nu kommer dér — nu aabner Døren —
nu bøjer om Hjørnet — nu staar Ansigt til Ansigt med en.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
