Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642
Den sidste Dag.
Eller kunde jeg ikke? Hun havde været for mig, hvad
ellers en »Ide« plejer at være for Manden. Aldrig havde hun
overgivet sit sidste Ord, sit sidste Kærtegn, en sidste Tilstaaelse
til mig . . . men ladet mig ane en Verden bag den Verden af
Ømhed, som hun skæRkede mig — ligesom man ved
Bjærgstig-ning anelsesfuldt drages af Tinde bag Tinde. Endnu kunde Solen
have skinnet paa en rosenbleg Top ... vi var ikke »faldet« fra
vor Herlighed ned i Støv og kiam Taage — dybt derned, hvor
saa megen Lykke ligger brusten .... vi havde ikke villet stige
videre! Nu var vi samlet igen. Ingen af os havde villet det
Døden havde stillet sig bag mig og drevet mig herop.
Nej, ikke Døden. Det var just Livet — Strømkæntringen
— Vennens Fortællinger — Vinen!
Var det Vinens Begær? Man skænder Sproget og Vinen
ved Ordets massive Lyd. Det var Længsel mod Skønheden, som
er Friheden . .lad saa Prædikanterne hægte alle »Men«er ved
den evige, den uovervindelige, gudfødte Frihed!
Og saa — hvad saa? Mellemtiden mellem nu og da havde
bundet mig . . . maaske hende med. Ingen af os forskede nu
efter den andens Tanker. Vi følte, at der intet var brudt imellem
os — men Horisonten var lukket — den rosenblege Top skinnede
i andre Farver, muligvis sølvhvide, muligvis renere .... Rejse
mig, skulde jeg — op — bort — hjem! før det blev for sent.
Jeg sagde hende det. Hun svarede intet. Vi bøjede begge
to vore Hoveder som under en ufrivillig Opgivelse, og vore Læber
mødtes lige saa ufrivilligt — i et langt, langt Kys. Saaledes kysser
maaske de dødsdømte hinanden — hvorom Forfatterne skriver
ved deres Skrivebord. Kunde jeg nu gaa? — med Armen om
denne Skulder — Læben mod denne Læbe? Var ikke det en
Livs-Kæmpers sidste stolte Stilling mod det uforsonlige?
Nej — nej — nej! Det skreg inden i mig. Ikke her i
hendes Arme . . . Sligt sker paa en Scene — i Livet ræddes
man derfor. Jeg rev mig løs, pludseligt, iskold og brændende
hed — traadte hen til Vinduet, tog Uhret frem . . . fem Minuter
over halv tolv!
Aldrig, aldrig har jeg anet, hvad Sorg vil sige — saadan
som naar alle Planker synes at give efter, og man selv giver
efter, og ikke kan kæmpe, fordi der er kæmpet og tabt. Uhret
i min Haand blev til det tomme, hule Øje, der saa paa mig . . .
jeg gemte det, men han var der!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
