Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Oktober
- Nils Erdmann: Den moderne svenske Literaturs Folketyper. Folkeliv og Folkelivsskildrere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indre syder og brænder, og ban gaar undertiden til et Mord med
samme Ro som til sit Dagværk.
* *
*
Tag f. Eks. Sorgen og den Maade, hvorpaa han giver den
Udtryk! Her har vi en Mand, hvis Hustru nylig er død. Hans
Ydre er usympatetisk, han er styg og ser snavset ud. Først
staar han og betænker sig, saa kommer han til at huske paa
Præsten. Det var jo sandt, hun var jo død nu; han maatte vel
gaa hen til Præsten. Han sætter sine Træsko og tager Støvlerne
paa og Huen. Maaske er det første Gang, han har staaet med
blottet Hoved i sinStue! »Goddag!« siger han til Præsten. — »Er
Per ude at gaa?« — »Ja«, svarer han langsomt, »jeg havde en
Smule Ærinde.« — »Ja saa, hvorledes staar det til hjemme?« —
»Ikke ret godt«, og efter at have kløet sig lidt i Nakken,
fortsætter han: »jeg skulde just sige Pastoren, at min Kone døde i
Morges Kl. 5, ja det gjorde hun«. — »Og Sygdommen?« spørger
Præsten. — »Aa, det var en stille Sygdom«. — »Har hun haft
Læge?« — »Det kunde vel ikke nytte?« — »Vil Per have et Glas
01?« — »Tak«, svarer Per Hansson, som han staar dér genert
og forlegen og fingrer paa sin Hue, lidt uvis om han skal gaa nu.
»Tak, det kunde være godt at faa noget at fordrive Sorgen
med«. Lidt efter gaar tøtn i sin Arbejdsdragt over Gaarden med
en lang Stage i Haanden for at tage Maal af sin Hustrus Kiste1).
Vil man spørge, hvad Art Sorg denne Mand egentlig føler,
turde man blive Svar skyldig, saa uigennemtrængelig er han. Om
Sentimentalitet har Bonden ikke hørt tale, og bliver han følsom,
er det modvilligt og stille. Bonden, der henter sin Hustrus Lig
fra Sygestuen, er nok opreven, men han udbryder aldrig i
hjærte-skærende Klager. Hans Træk kan være prægede af en unaturlig
Ro; han trykker Sygeplejerskens Haand og det saa haardt, at det
næsten gør ondt. Læberne kan skælve af tilbagetrængt Bevægelse,
en Taare blinke i Øjet, naar han ser noget, hun har lavet; og
vemodigt kan han udbryde: »Herregud, det har hun syet!« —
men dette uvilkaarlige Følelsesudbrud varer kun et Sekund. Straks
er han igen tilsyneladende rolig*).
*) Emst Ahlgren: Från Skåne. Fortællingen ,Sorg‘.
*) Samme: .Förlust*.
Tilskueren. 1889. 56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Oct 18 17:02:29 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1889/0877.html
