Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Professor H. Høffding: Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dog, mine Venner, en Stund endnu kunne forsvare os mod de to
værste Syger, der kunne være os forbeholdt, — mod den store
Væmmelse ved Menneskene, og mod den store Medlidenhed med
Menneskene!« (Zur Genealogie der Moral p. 131—135). —
Saa vidt Nietsche. — Lad mig begynde med at sige, at
hans almindelige Tanke om de lykkeliges Ret og om Vigtigheden
af, at de ikke tabe Troen paa dén, forekommer mig rigtig og
betydningsfuld. Jeg har ogsaa selv udtalt noget lignende, ganske
vist paa en mere stilfærdig Maade (Etik p. 50. 110. 138 f.). Lykken
er ikke saa almindelig i Verden, at der ikke skulde være al Grund
til at frede om den med en vis Ærefrygt, hvor den findes, hvis
den da ikke grunder sig paa Tankeløshed eller Hjærteløshed. Og
nagr vi betænke, at den lykkelige ogsaa ofte raader over
Muligheder til videre Fremgang for store Kredse, Muligheder, de ulykkelige
oftest mangle, saa -faar denne Betragtning en saa meget des større
Vægt. — Men er der egentlig Grund til at udtale den paa en
saa larmende Maade? Ligner Europa virkelig et stort Hospital?
Skulde den Fare, Nietsche befrygter, virkelig være til Stede? Ere
vor Tids Mennesker virkeligt saa optagne af Lidelserne rundt om
dem, at de lade sig deres egen Lykke berøve? Saa vidt jeg kan
skønne, nærmer Europa sig til at blive en stor Kaserne, en stor
Fabrik og et stort Tivoli; men Hospitalerne hæmme endnu ikke
Livet eller Livsglæden; man affinder sig temmelig let med dem,
der bebo dem. Og man affinder sig ogsaa temmeligt let med
dem, der føle Savn og Lidelser udenfor Hospitalerne, og er
snar-raadig til at finde paa farisæiske Udveje til »med god Samvittighed«
at vende dem Ryggen. (Se Kjelland’s Novelle »En god
Samvittighed«). Medlidenheden plager os sandelig ikke, selv om der
gives megen tankeløs Filantropi og rastløs »Velgørenhed«, der
snarest er at betragte som en Slags aandelig og legemlig Motion
og ingen hastemte Toner behøver at fremkalde. Nietsche kæmper
mod et Fantom, som maaske til Dels er fremkaldt ved hans egen
Angest for den lurende Sygdom, men som i det mindste for en
Del skriver sig fra hans Studium af Schopenhauer. Han er aldeles
ikke, som Dr. G. Brandes siger, frigjort fra Schopenhauer; han
ser endnu paa alt med Schopenhauerske Briller. For Schopenhauer
var Væmmelse den herskende Følelse ved Verden og Menneskene,
og Medlidenhed den Følelse, der opstod som Modsætning og
Lægedom. Nietsche gaar nu ud fra, at Schopenhauer har sejret, og
at »Ekel und Mitleid« have delt Verden imellem sig. Han har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
