Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Moderne Forfattere. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Læserne til at føle og forstaa disse Værdiers virkelige Eøbeævne, —
en aandelig økonomisk Viden, som vor overleverede Kultur kun
sparsomt har udbredt blandt Menneskene. Fremgangsmaaden er
den trinvise Skildring af det store i det smaa. For at gøre Livets
Liv om i Ord har Bjørnson spændt hver Videns Muskel i sig og
sine Erindringers allerspædeste Nerver, han har digtet sin
Fortællings Begivenheder ved at minde sig selv om alt, hvad han véd,
og hvad han i Verden har følt. Fra Skyerne og de bare Drømme
har Bjømson intet taget.
Bogen er i højeste Grad personlig. Ikke saaledes at
forstaa, at man fornemmer selve Forfatterens Jeg talende,
udviklende og forklarende, — langt fra! Han har stillet sig bag sit Stof.
Men saaledes, at der ikke er et Udtryk, ikke en Tøddel i
Fortællingen, som ikke netop er hans og fundet og valgt for denne
Lejligheds Skyld, og som ikke ligesom bæver endnu af
Fortællerens Grebethed overfor sit Æmne. Dette staar for ham, som
Verden paa den syvende Dag stod for Jahve. Han kunde fristes
til som denne at tro, at det er skabt af intet, for han havde ikke
anet, at det til syvende og sidst skulde faa netop dette Udseende,
dette Liv, disse Skikkelser. Det hele blev dog i sidste Øjeblik
hans umiddelbare Indskydelsers Værk.
Uden at han formodentlig er sig det klart bevidst har han
saa ud af sin Videns Masse valgt og vraget, stukket frem og skudt
til Side, efter som Stemningen bød ham.
Der er Forfattere, der i deres kunstneriske Fremgangsmaade
ligner Muldvarpen. De graver sig Gange i Livets fede Muldjord,
men af deres Værk faar vi kun at se den Jord, som er dem
tilovers, og som de skyder til Vejrs; deres egentlige Færden og
Nyden er en Hemmelighed mellem dem og deres Fløjelspels. End
ikke naar de har fortæret den fedeste Larve, kan de falde paa at
komme frem og meddele sig til andre. Vi skal kun se det, der
som Slid har ligget paa deres Skuldre. Anderledes med Bjørnson
i Paa Guds Veje. Han er som den overmodige Skattegraver.
Hver Gang han har faaet Hænderne fulde af Guld, eller blot en
Unse, kommer han frem og raaber: Kan I se, det er Guld!
Slakkeme kaster han til Side, og Møjen og Tiden, det tog ham at
finde det kostbare Stof, er glemt i det Minut han har det i
Haanden. Det personlige i Bogen er i dybeste Forstand den
Hymne til Livets Pris, der kan læses ud af hver mættet og
over-daadig Skildring, hvad enten denne former sig til Glæde eller Sorg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
