Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Nils Erdmann: Den moderne svenske Literaturs Folketyper, Folkeliv og Folkelivsskildrere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er en Fortælling om en Røgter, gamle Jonasson, og hans
Vogterhund. De deler godt og ondt med hinanden, og de elsker
begge deres Haandtering. Da Avlsgaarden brænder og Kreaturerne
skal reddes, er det Røgteren og hans Hund, som vover deres Liv
for dem. Efter at Arbejdet er gjort, ligger Hunden med Tungen
ud af Halsen, fnysende og vridende sig efter Ilddaaben og
Brand-saarene. Den gamle siger: »Skidt med mig!« — tager sin ene
Træsko af, skurer den, malker den fuld og giver Dyret den. Og
i sin Glæde over de Slurke, Hunden tager, hvisker den gamle
Røgter helt fornøjet: »Det gjorde godt i Skroget!« Da han om
Søndagen i Kirken skal hædres og have Medalje, vil han vende
om, da hans Hund ikke maa komme ind méd. Han vil hellere
gaa hjem og give Udmærkelsen en god Dag, end han vil lade sin
Hund blive tilbage udenfor Døren paa^Kirketrappen!
Johannes Sundblad og August Bondeson er
fremragende Folkelivsskildrere. De har begge valgt deres Motiver fra
deres Hjemsted, Bondeson fra Halland og Sundblad fra
Vester-gøtland. Bondesons Hallænding er en ny og god Type. Det
er det vilde, det opbtusende og heftige, det lidenskabelige og
voldsomme, som udmærker hans Temperament. Det hedder
saa-ledes f. Eks. om en Fader, som mishandler sin Søn: »Aareme
svulmede i Panden, mellem Øjenbrynene havde lagt sig dybe
Furer, Læberne var haardt sammenpressede, Øjnene lyste hadsk«.
Han griber ham i Nakken og slænger ham bort »som et urent
Dyr«; farer derefter paa ham, dunker ham med knyttet Næve,
sparker ham med Træskoene og tramper paa hans Bryst1).
Men samtidig har han skildret det gode hos Hallændingen.
Smör-Lars, Gnieren, bliver næsten sympatetisk, naar man hører,
at han har sparet for at skaffe sin elskede et Hjem, og at hun
har taget en anden, og saa har Lars søgt Trøst i Pengeposen.
Og den stakkels Halte-Stina, hvor godt er hun ikke tegnet, hvor
forstaar man ikke hende og hendes ulyksalige Ødslen! Det gode og
varme Hjærte lyser frem hvert Øjeblik. Det giver hende en Glorie;
det forskønner og forklarer hende. Ja, selv saadan en som den
hæslige Raciare-Nils afvinder Forfatteren et og andet smukt
’) Se Allmogeberättelser. Fortællingen .Julkvällen*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
