Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Herman Bang: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
pustet gammel Selvtro tyk til Chauvinisme, og mens vi stirrer
paa en stor Fortid med deres Ihærdighed, som ikke tør se den
ringe Nutid i Øjnene, rasler vor Afmagt ubændig med Sablen.
I Aar og Dag bød under denne Stemning Teatrene os
krigeriske Skuespil. Og selv efter at Publikum er blevet træt af
Billeder af den virkelige Krig, mylrer det paa Scenen med
Soldater og Matroser, som i Kantonnement og paa Togter lege Krig
— under Dannebrogs Dug, der bliver det Kanevas, hvorover
Folkekomedieforfatterne broderer deres Fabler. Flaget er blevet
den Teatereffekt, til hvilken man sikrest tyr. Det hejses til
Kongehymnen i den ene Scenes Folkeskuespil, det svinges i
Balletten af glade Figuranter, og blandt Tragedier vælges »Dronning
Margarethe« og »Tordenskjold«, hvor Heltinden kan dække vor
Helt med sit røde Sjal og en flænget Kniplingsklud — i
Dannebrogs Lignelse.
Flaget glider fra de store Stykker endogsaa over i Idyllen
og øger dens Charme. Det er Stykker som »De danske i Paris«,
til hvilke Publikum trænges.
Men i øvrigt fylder man Skuespilhusene til alle Idyller. Vi
er ikke blot bleven smaa, men vi bliver ogsaa Dag for Dag
fattigere. Livet er i Land og By blevet saare brydsomt Slid, og
trang Armod banker paa de manges Dør. Livets bedske
Virkelighed fylder Publikums Dag; om Aftnerne vil man glemme og
læskes ved de himmelblaa Idyller. Man vil føres der hen, hvor
Eksistenskampen tier, eller hvor den aldrig har sat Spor. I
Nutidsbilleder søger man til lune Præstegaarde, hvis Fred paa
Teatret altid var givet som uomtvistet; af gammelt Repertoire
opgraver man de allerstilfærdigste som »Deklarationen«,
»Intrigerne« , »Indkvarteringen« og de potenseret barnlige som
»Aprilsnarrene«. Fra Scenerne stænges Livet, der leves, og som altfor
pinligt vilde mane Publikum, kategorisk ude. Og der hersker i
vore Skuespilhuse en mild Exner-Stemning, i hvilken Tilskuerne
søge — Glemsel.
Det kongelige Teater er fremfor alt det tro Spejl af de to
Stemninger, som beherske Publikum: »Elverhøj«, og »Dronning
Margarethe« staar paa dets Repertoiret for at fyldestgøre
Abonnenternes Storheds-Trang. »Indkvarteringen«, »Aprilsnarrene«, »De
danske i Paris«, »Amors Genistreger« er fyldig Tribut til Idyllen.
Under saadanne Omstændigheder er det intet Under, at
vor Fremstillingskunst alt uhjælpeligere sukker under det sød-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
