Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som Arvesynden og saå gnavne ud som Baldamer, der maa
»sidde over.«
Lidt efter rejste de sig og gav sig til at danse med hinanden
i værdig Alvor, som om de opfyldte en Embedspligt. Gulvet
gungrede under deres Vægt.
Nu blev der en enlig Dame synlig, da de to tykke havde
forladt Bænken.
Hun vakte straks Opmærksomhed, ti hun syntes at høre
til en anden Sfære end de andre Kvindfolk paa denne Dansebod.
Alene hendes sorte Silkekjole, der var glat og næsten uden
Besætning, det blegrøde Koralhalsbaand, som var hendes eneste
Smykke, gav et Billede af en efter en vis Fornemhed stræbende
Tarvelighed, der stod i stærk Modsætning til all dette brogede,
blomstrede, stribede, tærnede, figurerede Silke og Uldtøj, disse
Sløjfer og Garneringer, disse bronce- og sodfarvede, gulbrune og
pistaciegrønne Sko og Brodequins, der røg op paa Kavallerernes
Skuldre i den vilde Dans, og tit syntes at ruste sig til Kamp
indbyrdes.
Hun syntes at være meget lille af Vækst, som hun sad der
med det blond-brune rige Haar, der laa glat ned til Siderne og
blot i Nakken var sat op i en mægtig tyk Fletning, uden anden
Pynt end en hvid Rose over det ene Øre.
Hun vendte venstre Profil mod Beskueren: Fine smaa,
men skarpe Linjer, en lille fint kroget, lidt spids Næse, smalle,
men smukt formede Læber, en lille bestemt højt siddende Hage,
smukt hvælvede Bryn — om dem var Beskueren ikke vis paa,
hvorvidt et Par lette Penselstrøg ikke havde hjulpet paa Naturen —
en sart Figur, meget tynd i Taillen, men forholdsvis brystfør. Hun
holdt Øjnene sænkede, synes kun at interessere sig for sin højre
Haand, som hun havde trukket Handsken af og havde lagt fladt
i Skødet.
Georg Jørgensen rykkede nærmere. Havde den Haand
forrettet grovt Arbejde, smal, hvid, tør, som den var, med lange
soignerede, spidst tilskaarne Negle — Adels- og Demimondedamers
fælles Kendemærke i Frankrig —? Adelig var hun næppe . . .
ergo. . . . Men dette maatte være et ejendommeligt Eksemplar
af Arten.
Jeanne var stadig paa Gulvet, snart med en, snart med en
anden Danser; hun tog kun til Takke med den lille underlige
Dukke af et Mandfolk — sin Goco — naar hun ikke var engageret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
