Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: En dejlig Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Mo’er, hvidskede Emmeline: du skulde lade Tjæneren
lukke op.
— Ja — ja Barn, men hvor er han?
Ericsson fandtes i Køkkenet hvor han fik mange Ordrer af
Madam Brofeld, tilsidst kom han ud og lukkede op.
Det var Fru Simonin med Truppen. Hun kom altid paa
Slaget; det var en Slags Koncertvane, som hun bibeholdt ogsaa i
Privathuse. Hun og de to Herrer fyldte hele Gangen med Pelse
og kom endelig ind i Stuen, hvor der ingen var. Fru Simonin
saå sig et Øjeblik om:
— Naa, det er her, sagde hun blot, vendt til Violinisten,
og begyndte noget ublidt at stampe op og ned ad Gulvet i det
Atlaskes Fodtøj.
Fru Etvøs dumpede ind — hun troede, Etvøs var her;
hun hilste og maatte jo sige noget, mens de to Herrer bukkede,
... om »Æren — Æren« og ... »saa højt mod Nord«, sagde hun
hakkende og førte hjælpeløs den bueglade Amor frem og tilbage
paa det flade Bryst.
— Ja, Billedet har vi, sagde hun saa fuldkommen
forfjamsket da Fru Simonin standsede under Lystrykket.
— Ich sehe das, sagde Fru Simonin meget tørt og blev
ugenert ved at gaa op og ned, som gjaldt det at holde Varmen
paa en Jærnbaneperron: Hun blev mere og mere oplagt til at
ta’e den Etvøsske Salon som en Fornærmelse, og Selvbeherskelse
var just ikke nogen Egenskab, der netop betegnede hende.
Fru Etvøs havde jo set det, knap hun var indenfor
Døren: at Ovnen var glemt — eller havde hun tænkt, det vilde
gi’e Varme nok af alle de mange Mennesker, naar de kom? ...
Etvøs kom ind, med Handsker paa og bukkede — meget;
men Fru Etvøs hørte slet ikke, hvad nogen sagde, selv stod hun
og talte Engelsk, med en underlig ligesom forgemt Accent, med
én af Herrerne.
Det var Tenoristen, en ung Capoul-Haaret Normand, Fru
Simonin havde pousseret i Petersburg, og som svarede noget paa
sit Modersmaal.
Af de andre kom der stadig ingen, og de blev ved at tale.
Fru Etvøs hørte Etvøs sige: Rubinstein.
Lidt efter var de begge komne ud i Spisestuen igen —
de vidste vel ikke selv hvordan —:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
