Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Professor Harald Høffding: Gensvar til Dr. Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vilde endog være unaturligt at drøfte etiske Spørgsmaal, uden at
det i Aand og Tone mærkedes, at det er store *og afgørende Ting,
det drejer sig om. Naar blot Stemningen følger Tanken, i Stedet
for at lede den, er den ingen Hindring for den rationelle Begrundelse.
Men jeg maa gentage min Paastand fra min første Artikel, at
baade Nietzsche og Dr. G. Brandes forveksle en kraftig
Stemningsudtalelse med begrundende Tænkning. Brandes citerer i sin anden
Artikel et Brev fra Nietzsche, i hvilket denne erklærer, at han har
»en Mistro til Dialektik, endog til Grunde«: Udtalelsen (hvis
Interesse fra et rent psykologisk Synspunkt jeg ikke miskender)
synes dog at være lidt underlig, naar den skal tjæne som Bevis
for Mandens filosofiske Interesse. I Filosofien vil der stedse
vedblive at være mange ubekræftede Paastande, mange Hypoteser.
Men en Hypotese er ikke et Paafund, som et begavet Individ har Mod
til at udtale. En Hypotese er en begrundet Formodning, en
ved stræng Tænkning vunden Konsekvens, som kun endnu ikke
har fundet, og maaske ikke kan finde sin Bekræftelse ved Erfaring.
Der dukke saa mange Stemninger op, som kunne fortjæne at faa
et klart og kraftigt Udtryk; men kun gennem alsidig Prøvelse
kunne de give Stødet til at vinde Klarhed over Virkelighedens og
Livets Forhold. Under en saadan Prøvelse faar man Brug for
mange Sætninger, der fra et. æstetisk Synspunkt kunne synes
»trivielle« eller »næsten - trivielle«, især naar man river dem ud
af deres Forbindelse. »Og« og »men« ere ogsaa trivielle, forslidte
Ord, og dog nødvendige for at udtrykke en Sammenhæng. Det
er lettere at naa en pointeret Form, naar man uden videre skyder
alle Sagens forskellige Sider tilbage med Undtagelse af én eneste.
Men den naaes da ogsaa paa Sandhedens Bekostning. »Fornemmere«
(for at bruge et af den Nietzscheske Skoles Yndlingsudtryk) er det
maaske. Men allerede Kant klagede i sin Tid over en vis »fornem’
Tone i Filosofien«, der viste sig i, at man ansaa det for at være
under sin Værdighed at give den alsidige og besindige Begrundelse
af sine Paastande. At denne Klage passer paa Nietzsche, er jeg
ikke ene om at hævde. I en Anmældelse i »Deutsche Rundschau«
(1887), som først nu kommer mig for Øje, skriver Georg v. Gizycki
om et af Nietzsches Skrifter: »Bidrag til virkelig Videnskab har
jeg ikke fundet i Bogen. Dette vil Forfatteren anse för en
Kompliment; ti »»Was ist der wissenschaftliche Mensch?«« Nietzsche
svarer: »»Zunächst eine unvornehme Art von Mensch««; og han
elsker fremfor alt det fornemme«. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
