Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Virkelyst: derom »handler« Gunnar Heibergs Drama! Og hvor
gør det sig iøvrigt ikke Svinke - Ærinder rundtenom; hvor lidt
synes end ikke det lidt, der sker, at hænge sammen! Skelettér
Akterne, og De skal se! 1ste Akt: Præsentation af og Satire
over Mennesker og Forhold, hvoraf en Broderpart med det samme
synes at gaa ud af Spillet. 2det Akt: To Mænd frier til en ung
Kone og faar begge Nej. 3dje Akt: Satire over politisk Førerskab
og Hørighed. Den ene af de to Mænd truer forgæves den anden
til at lade være at røbe for den unge Kone en pinlig Sandhed
om en afdød. 4de Akt: Den unge Kone er sindssyg. Lutter
spredte Træk, lutter sideløbende Begivenheder, ikke Spor af
Handlingens faste lige Linje, af »den sig med logisk Nødvendighed
udfoldende«! Et saadant Stykkes Sukces maatte virkelig komme
de rettroende overraskende. De kan da ogsaa endnu »oprigtig
talt egentlig ikke forstaa det«.
Men det er, fordi det slet ikke er gaaet op for dem, hvor
forskellig fra vore Forfædres den moderne Aandsform er.
En Aandsform, et Kulturtrin har der været, hvor den
strængt logiske Slutnings-Række var Idealet ogsaa for den dramatiske
Bygmester. Han bar sig ad som Videnskabsmanden, der ufravigeligt
deducerede og deducerede og deducerede ud af en given
Læresætning. Karrikaturen paa alle de aandelige Bestræbelser var
den Gang Markeds-Gøgleren, som bliver ved og bliver ved at
trække det røde Bændel ud af sin Mund. Men Videnskabsmændene
har fuldstændig skiftet Metode (og en forandret videnskabelig Metode
er jo altid et Udslag, en Virkning af en ny Aandsform!). Nu
samler og samler og samler de Iagttagelser fra alle Kanter paa
hvert et Omraade; og alle disse Iagttagelser sammentrænger de
tilsidst i en Slags Total-Iagttagelse, en saakaldet »Lov«. En
noget tilsvarende Fremgangsmaade er allerede næsten blevet »de
rigueur« hos Romanforfattere, som respekterer deres Kunst, og
den bryder raskt frem i Dramaet. Varsomt sanker Dramatikeren
Træk til Belysning af Samfundslivet, af de enkelte Menneskers
Tænke- og Følelsesliv, af et videre og snævrere »Milieu« kort
sagt: og han viser saa deres samlede Virkning paa et enkelt eller
flere Mennesker. Digtningen er naturligvis ikke »et psykologisk
Eksperiment« (som Zola fejlagtigt udtrykte det), men den bygges
som et saadant. Kun hvor det gælder om at fremstille det
endelige Resultat, griber Dramatikeren — Massernes Digter,
som han er! — endnu bestandig gærne til »Logikens« Effekt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
