Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var ikke saa ømtaalige da, ikke for alt i Verden vilde man have
været sin Kval foruden, man kaldte den altid »den søde Kval«. For
denne yngre samtidige er den imidlertid som sagt blot
»skrækkelig«. Han er den rolige, skeptiske, ret ligegyldige Egoist, kan
ikke lide store Ord, holder sig til »déh hellige (!) Relativitet«,
bryder sig saare lidt om »de andre«, om Næstens Ve og Vel; vil
egentlig bare »Lykken« for sig selv, et nydelsesrigt Liv. »L’homme
positif«, som det kaldes. Han kan dog som sagt blive forelsket
(hans Forelskelse begynder, lader det til, i Don Juan-Lyster),
og han kan ogsaa føle hjærtelig Medlidenhed med den, han holder
af; men han er ikke langt fra at være flov over begge Dele.
Meget tydeligt røber Arten af hans Følelsesliv sig i et enkelt
Optrin. Finn Hals ved, at han vinder aldrig Fru Hjelm saadan, som
man ønsker at vinde en Kvinde; han ved fremdeles, at Ramseth
er hans Rival; og saa gaar han op til Ramseth for at formaa
ham til at tilbagekalde den slemme »Sandhed«. Ti kun hvis det
sker, kan Fru Hjelm reddes. Hvad gør saa Finn Hals, da
Ramseth siger Nej? Længe er han rolig, ganske rolig; saa bliver han
hidsig, ser rødt for Øjnene, vil »kværke«; men ikke et Øjeblik
falder det ham ind at sige til Rivalen: »jeg, som dog er
Anledning til det altsammen, skal gaa, rejse (jeg har jo desuden intet
Haab), — vil De saa lade Fru Hjelm slippe?« Til at resignere,
til at opofre sig kender han intet, — og er allerede derved et
artigt Stykke fjernet fra det ældre Repertoires forelskede.
Men er der et lille Svælg mellem de sympatetiske Figurers
Temperament her i »Kong Midas« og i det tidligere Slægtleds
Skuespil, saa er der igen et Svælg mellem Finn Hals samt Fru
Hjelm og de Temperamenter, som Daudet fremfører under Titlen
»den unge Slægt, de kommende Dages Mennesker«. Skjøndt ...
der synes endda at være et Slags Sammenhæng! Man synes at
forstaa, at efter Finn Hals’er og Fru Hjelm’er m aa tte der følge
Paul Astier’er og Esther de Seleny’er. Netop det gør de to Stykkers
samtidige Sukces saa interessant.
Daudet har med Godtkøbs-Ærbødighed gjort Honnør for
»le grand Darwin« — og har saa stukket Darwin en Lære i
Lommen, som ikke er hans. Darwin har ikke lært en saa
sneversynet, en saa brøks-agtig Sandhed som den, at overalt »æder den
(brutalt) stærke den svagere«. Han har lært, at den lever, som
passer bedst til de givne Forhold; Eftertrykket ligger paa
Forholdene. Var Livs-Vilkaarene et Steds saa simple, saa ensformige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
