Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. Georg Brandes: Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
positiv er den i sin Fordring paa en Forening af de to stridende
Elementer, i sit Haab om en Udvikling af de virkelige Forhold i
Stuart Millsk Aand paa én Gang i Retning af Frihed for de
enkelte og i Retning af Velvære for de mange, i sin Tro paa at
kunne finde en stigende Tilnærmelse til sit Ideal i Virkeligheden.
Det positive Element — det lever som en Længsel efter bedre
Tilstande, som en Fremtidstro, en naiv og optimistisk i manges
Øjne, Troen paa at dette gamle Samfund, der holdes oppe af Løgn
og Hykleri, vil afløses af et nyt, hvor der raader Frihed og Glæde.
Men at dette kun er Ønske og Længsel, kun Fremtidstro, det er
den store Sorg i Tidsalderen, det udgør tillige dens Pessimisme.
Henrik Ibsens Magt over tyske Sind beror paa, at han har
givet næsten alle disse Elementer i dette Lands moderne Bevidsthed
digterisk Udtryk.
Han er først og fremmest i høj Grad Individualist — lige
fra Catilinas Trods mod det romerske Samfund til Noras »Jeg
maa først og fremmest undersøge, hvem der har Ret, Samfundet
eller jeg« eller Dr. Stockmanns Udfald mod den forbandede,
kompakte osv. Man mindes ogsaa et Par private Udtalelser, jeg med
Ibsens Tilladelse har offentliggjort, som »Minoriteten har altid Ret«
eller det spøgende, men afgørende: »Jeg har intet Talent til
Statsborger«.
Men hvis man vil se denne Individualisme efter i Sømmene,
saa vil mau finde en skjult Socialisme i den, der er at spore
allerede i »Samfundets Støtter«, og som kom til Udbrud i Ibsens
begejstrede Svartale til Arbejderne i Trondhjem under hans sidste
Besøg i Norden: »Den Omformning af Samfundsforholdene, som
nu forberedes ude i Europa, den beskæftiger sig væsentlig med
Arbejdernes og med Kvindens fremtidige Stilling. Den er det, jeg
haaber paa og venter paa, og den vil jeg virke for og skal jeg
virke for hele mit Liv, alt hvad jeg kan«.
Han er, som jeg for længere Tid siden alt har udviklet det,
ingenlunde principiel Pessimist. Indignationspessimist har jeg kaldt
ham. Hans Personer er ikke i den Forstand,ensomme Naturer,
at de intet Naboskab taale, saaledes som den Byronske
Aandsretnings Typer. Nej, de ere ofte stille og jævne Mennesker,
stundum større eller stort anlagte Mennesker, men som attraa en
simpel, stille Lykke. Som den ovennævnte Skribent, Hermann
Bahr, rigtigt har følt og udtalt det: Det er dette, at selve denne
ringe Ret bliver dem nægtet, dette, at Samfundet i sin Stræben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
