Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. Georg Brandes: Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med næsten lutter Tutti-Repliker, hvor en halv Snes Personer
tale i Munden paa hverandre) er helt igennem direkte paavirket
af et enkelt Ibsensk Skuespil: En Folkefjende.
Vi se her en ung højtbegavet Mand ved Navn Heyden, der
længe har levet for sin egen Dannelse og Udvikling, indfanges af
et politisk Oppositionsparti, naiv og lidt kejtet som han fra først
af er. Vi se ham blive Fyr og Flamme for alle hin politiske
Oppositions saakaldte store Formaal, overtage Ledelsen af Partiet,
af dets Organer, af dets hele Politik, og mene alt saa alvorligt,
rigtignok tillige gribe alt saa upraktisk an, at han paa et stort
offentligt Møde forkynder Revolution som den eneste logiske Udvej.
Alle lade ham i Stikken Saa fortsætter han sin Tale mod
Regeringen som Tale mod Oppositionen, en paa Reminiscenser fra Dr,
Stockmann opbygget Forkyndelse af, at Oppositionen og dens
Førere er tusend Gange værre, falskere, farligere end selve den
brutale Regering, og da endelig én tilraaber ham, at han haaner
Folket, det suveræne Folk, kalder han i Raseri Folket for en Bande
nederdrægtigt Pak, hvis Fejghed er lige saa stor som de bestukne
Føreres — det suveræne Folk en Horde larmende Gadedrenge, der
render i Hælene paa enhver, der blot bruger stor Mund, men tyr
ind i alle Smuthuller, saasnart én svinger Riset.
Han føres bort i Fængsel. I fjærde Akt vender han hjem
fra Fængslet i Fangejakke med kortklippet Haar. (Der kommer i
disse tyske Skuespil altid et Tidspunkt, hvor Tugthusfangen, den
uskyldigt indespærrede, kommer tilbage bleg, 1 falmede Klæder
med den slette Behandlings Spor i alle Miner.) Han vender hjem
til sin Hustru Elsa, der har elsket ham hedt som han elsker hende.
Men da han kommer, har Familien overtalt hende til ikke at
fortsætte Samlivet med en Forbryder, en Straffefange.
Han omfavner hende, beder hende om Mad og Vin, forstaar
ikke hendes besynderlige, tilbageholdende Væsen. Da hun endelig
meddeler ham sit Forsæt at forlade ham: hun kan dog ikke leve
sammen med et straffet Menneske — synker han først sammen,
saa viser han hende i Forbitrelse Døren. Men da hun tigger ham
om et godt Ord, tilsidst bønfalder ham om at maatte blive hos
ham denne sidste Nat, ja i sit Hysteri kaster sig ned for ham og
kysser hans Sko, støder han hende for Brystet, saa hun falder, og
da hun, pludseligt ædru, rejser sig, tager sin Kaabe paa, sætter
sin Hat foran Spejlet og med tør Forretningsstemme spørger, hvor
meget han har tænkt at overlade hende som Udkomme efter Skils-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
