Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. Georg Brandes: Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Løgn — en vældig Løgn«. Ogsaa Rosa har voldet Ulykken
for »Livsløgnens«, for »de andre Menneskers« Skyld.
Ved sidste Akts Begyndelse har Fritz faaet det fulde
Indtryk af, hvorledes alle sky ham og væmmes ved ham som
ved en Pestbefængt. Hvor han gaar og staar, hører han Ordet
»Tugthusfangen!«. Enkelte af hans Ytringer minde stærkt om
Ibsenske Repliker: »Et føler jeg! Det sandrueste, reneste,
retfærdigste Menneske er det, der ikke har nogen Ven. Jo flere Fjender
du har, et des friere og sandere Menneske er du«. Han og Rosa
indsé modstræbende, at deres Barn kun kan blive lykkeligt i en
Løgn; det maa vedblive at gælde for Købmandens Barn, og de
Elskende maa give Afkald paa hinanden. De have netop taget
Afsked, og Rosa har til sin Rædsel indset, at Fritz, som ikke kan
leve uden hende, vil gaa bort for at søge Døden, da Bertha
udfører sin fattede Beslutning. En Sax, hun tager fra Bordet,
jager hun i det lille Barns Bryst; det synker sammen — og hun
gribes af Vanvid paany. Nu er de Elskende hinandens for bestandig.
Og Stykket ender med Moderens Velsignelse, der ledsages af
Berthas afsindige Sang.
Det hele løber altsaa ud i en Protest mod Samfundets
Retfærdighedsbegreb, en Protest, der vilde virke med større Kraft,
i Fald de Forudsætninger, paa hvilke Stykket opbygges, ikke var
saa højst usandsynlige. Det forekommer lidet rimeligt, at nogen
Domstol i Tyskland skulde idømme fire Aars Tugthus for det
mest berettigede Nødværge, især hvor det politiske som her slet
ikke spiller ind, og det forekommer ikke mindre usandsynligt, at
en elskende Kvinde, som under sit Hjærte bærer et Barn af en
Mand, der ene for hendes Skyld udstaar en uretfærdig Straf, i
bedste Hensigt skulde falde paa at række selve den Kæltring sin
Haand, der har forsøgt det lumpne Overfald, paa hendes Person,
som hendes Elskede har afværget med Fare for sin Frihed.
I »Moderne Dichtung« skrev Franz Wichmann om Stykket:
»Der lader sig visselig drage mangen Parallel mellem »Vildanden«
og »Retfærdige Mennesker«; vi indrømme ogsaa at dette og andre
Dramaer i Tyskland ikke var opstaaede uden Ibsen som Forbillede;
men dog have vi her at gøre med en ægte tysk Digtning. Og
vi tilstaa, den synes os at have Forrangen for Ibsens.....Hvad
Ibsen forsøgte at skrive med Forstanden, det har Basedow skrevet
med Hjærtet, og efter vort Skøn tilkommer Prisen ham«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
