Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Forf. til „En Rekrut fra 64“: En Barnefader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faaet Penge af Gaardmanden, saa havde Konen vel nok vidst
at redde dem: »Hvad Fa’en grinte hun a’, den Stumpegumpe!«
Det ringede til Solnedgang, da han kom hjem til Anders
Husmand, og han sad længe og talte med de gamle, døve Folk.
Men Maren vilde ikke have Unger i Huset til Paatynge, og
Anders vilde ikke gaa i Løfte for ham paa Fattiggaarden, saa
længe han var Soldat; — naar han kom hjem og fik Løn, var
det en anden Sag, saa kunde de tales ved: »Men Do sku’ go’
op til Ole Jensen, lille La’s, aa snakk’ gammelt mæ’ Manden!«
»Næj,« svor Lars, »jæ vil itt’ komm’ som en Stakkel aa spille
Fjols som deropp’ po Haaspitalet!«
Næste Dag før Kirketid gik Lars til Fattiggaarden. Han
mødte mange bekendte, som skulde til Kirke, og han kom i
Snak med dem om almindelige Ting. »Se ind til os!« var der
flere, der sagde; ti paa Landet vil man gærne have fat i
Soldaterne for at høre nyt fra Byen, naar de kommer hjem. Oppe
ved Kirkestien mødte han Konfirmanderne, dem gik han rask
forbi med et: Godav! men imellem dem syntes han at kende
Gaardmandens Nikoline. »Det var jo La’s,« hørte han dem sige
bagved sig. En af de kækkeste raabte: La’s! men han gik
hurtigere til. Det var dog vel næppe Nikoline, som havde raabt
efter ham!
Fattighusbestyreren var en falleret Gaardmand fra
Omegnen, som havde meget at sige i Sogneraadet, og han og Lars
var gode Bekendte.
Samtalen begyndte ogsaa i al Fredsommelighed.
Forstanderen vilde jo nok beholde Barnet »et Ryk« endnu, men
om Betalingen kunde de ikke blive enige. Sognet kunde ikke
tage det for Alimentationsbidraget alene; nu da Stine var død,
maatte Lars betale for hende med. »Men dæ’ æ’ dov tilstaaeligt1)
Mand,« sagde Forstanderen, »aa vi faa aller i Evighed Has po
den Tvistion!*) — dæ’ æ’ dov bedder om’) a’ sætt’ Ungen i
Plæje for en fire-fem Daler aa faa’en spolert.«
»Jæ ve’ nok gi’e dine Ord Magt, Jens Petersen,« svarede
Lars betænksomt, »hvis der var Redning for mæ, menne–––––«
Men Jens Petersen blev tilsidst ked af al den Snak.
’) rimeligt. a) Disput. *) end.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
