Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kirsebærsvulmende Læber mod Lærerindens smalle, der højst
havde Farve som de blegeste neapolitanske Koraller.
Gianbattista slog Hælene sammen til en Afskedshilsen midt
paa Trappen, gik ned til sit Køretøj, misfornøjet med sig selv,
med Signora Bonicelli, med Hadet flammende i sig mod Attilio.
Nu havde han sin Pisk. Kunde han blot møde ham nu! Saa
skulde han faa sin Ryg varmet, saa han skulde huske det
nogle Dage.
Men Attilio var længst skærmet bag Præstegaardens solide
Mure, i Signora Rosinas Jomfrubur og spiste Resten af sin Onkels
stegte Kylling til Aften, siddende paa Husholderskens
jomfruelige Sæng.
III.
Skolen skulde begynde næste Dags Morgen Klokken otte.
Erminia, Piero Vanninis Datter, havde vækket Ottavia Bonicelli
med et Kys. De svulmende Læber mødte de tynde, Erminias
svære Bryst hang ud over Særken ned paa Ottavias lange Hals.
— Jeg følger Jer paa Skolen, Signora Ottavia, for jeg véd,
at de uartige Drenge vil pibe, og at Slyngelen Attilio hidser dem
op. ... De bliver foreløbig her, Signorina.
— Det vil jeg helst. I hvert Fald vil jeg ikke bo i
Præste-gaarden. Men jeg skal nok holde Styr baade paa Piger og Drenge.
De maatte op ad en kort, men stejl Skraaning til
Skolelokalet. Det var i et Hus, klistret op ad Præstegaarden, paa
første Sal, hvortil en udvendig Trappe førte. Neden for Huset og
op ad Trinene stod en Hob Børn af begge Køn. Paa Svalegangen,
hvortil Trappen førte op, stod alt Sindaco Piero Vannini og
Kommunalraadets specielle Skolekommissær, Gianbattista Libri.
— Ih — ih ... ud med Jer! lød en Røst fra den
bælgmørke, vinduesløse Stueetage.
En Hob højbenede, magre, sortplettede Grise for ud ad en
bred Dør og væltede sig om Børnenes Ben, ud mod de to Kvinder.
Erminia sparkede til dem, raabte ind ad Døren i det mørke Rum:
— Attilio Ranucci . . . ellers er i Abekat, nu agerer I
Orne! Det ene Bæst er lige saa godt som det andet. Se at blive,
Lusegeneral en af Dagene, saa finder i Skabninger, som lystrer Jer.
En lang barbenet Dreng peb i Fingrene. Erminia langede
ham en Ørefigen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
