Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke forlange at vandre altid ad blomsterstrøede Stier ... Men ...
hvad er der i Vejen, Godtfolk?
Den gamle Paolo rystede paa Hovedet og sukkede dybt.
— Jeg tror, at Kristendommen snart bliver udryddet af
Verden, brummede han.
— Umuligt, Paolo. Den staar fastere end den Klippegrund,
hvorpaa vore Huse staar. Hvad siger I, Piero Vannini?
— Hm ... Ja, men hvor fast staar Apennineme, Hr.
Sognepræst? Ingen Ting staar fast nu om Stunder.
— Saamænd, Piero Vannini. Men forklar Jer nøjere.
— Jeg vil hellere have, at Paolo skal gøre det, mumlede
Pietrabujas Sindaco, ... han er stærkere i Troen. Tal, Paolo!
Den gamle Bondes Hænder rystede, skøndt han støttede dem
mod Bordpladen. De trommede derimod. Hans Øjne randt, hans
Læber dirrede og savlede. Efter at have harket og spyttet nogle
Gange sagde han med dirrende Røst:
— Mit Barnebarn tvinges til at gaa i Skole — min lille
stakkels Lucia, som Vorherre endda har straffet ved at give hende
et skelende Øje. Og der lærer hun at foragte, hvad Kirken lærer,
hun lærer, som han, Piero siger, at der ingen Ting staar fast,
men at Jorden farer af Sted som en Kærre med hundebidte Æsler
for ... at Bjærgene har været noget Pløre som Vinbærme paa
Bunden af et Fad og har kogt som Risotto i en Gryde ... Som
om den gode Gud var lige saa stort et Bæst som vi andre Bønder
og skulde mase og rakke med al Ting, før han kunde faa det
færdigt. Da jeg vaagnede i Morges, var jeg saa arrig ved at tænke
derpaa, at jeg, saa sandt jeg ønsker en salig Død, ikke har
kunnet sove for de Tanker i en tre fire Nætter.
Sindacoen opdagede den gamle Fyrs Alogisme, gned sig
lidt i Hænderne og mumlede i Øret paa Præsten:
— Paolo Moroni bliver gammel og tænker ikke over, hvad
han siger.
— Hm, sagde Præsten–––- kunde I Godtfolk en Smule
Latin, saa vilde jeg sige: Festina lente.
— Ja, Hr. Sognepræst, sagde Paolo, det kan jo nok trøste
Dem, men hvad skal vi sige ... Jeg véd ikke, hvad de laver der
nede i Firenze (hans Haand knyttede sig i Retning af Byen), for
jeg har ikke været der i tyve Aar, men naar Gianbattista fortæller,
at de laver Æresstøtter i Rom for Kættere og fordømt Pak, saa
er det ikke saa underligt, at vi faar at høre her i Pietrabuja, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
