Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ottavia mærkede ikke, at Erminia kom ind i Kammeret.
Hun blev staaende i sit Vindue med det hvide Bind om Hovedet.
Erminia standsede, holdt sig stille og lyttede. Det syntes hende,
at Ottavia sang ud i den milde, den lyse Nat ... sang sagte ...
En Stund endnu, og Dagen skal gry,
og hele Verden skal fødes paany.
De Stjærner der oppe paa Himmelens Blaa
vil synge med Jordens Blomster de smag.,
og Mennesker skal stemme med deri,
— den store Forløsnings Sejerssymfoni.
Ottavia vendte sig om, saa’ hen mod Erminia. Hvis Erminia
ikke havde holdt saa meget af Ottavias mørkegraa Øjne, vilde
hun i Aften af deres sære Glans sluttet, at hun ikke var rigtig
vel forvaret.
Hun havde Hovedet endnu svøbt i det Bind, Erminia hävde
lagt om det. Hun smilede til Veninden, som da hun smilede ud
over Pøbelskaren, mens Stenene røg.
— Kender du Giordano Bruno? spurgte Ottavia.
Erminia ledte i en Fart om mellem sine Erindringer og sagde:
— Giordano ... hvem? — Jo ... jo. ... Nej ... nej ...
jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set ham. Han er nok ikke
her fra Byen.
Ottavia rystede paa Hovedet.
— Han blev brændt for mere end halvtredje hundrede Aar
siden i Rom.
— Herre Gud! sagde Erminia medlidende, men dog lidt
trøstet over, at den Mand ikke kunde gøre stor Fortræd mere.
— Det var en af Sandhedens og Frihedens store Martyrer,
Erminia. Og nu har de rejst hans Billedstøtte paa Campo dei
fiori i Rom under alle Frihedsvenners Jubel og under Raseri og
hundske Hyl fra Præsterne i hele Verden.
— Saa kan jeg godt lide ham, raabte Erminia og klappede
i Hænderne.
— Det er svært at forstaa, hvad han har skrevet — jeg
forstaar ham ikke.
— Herre Gud, hvem forstaar ham saa? — Men maa jeg
ikke sé til Bindet om dit Hoved?
Ottavia gav ingen Agt paa det. Hun stod der med den
hvide Natkjole tæt om det magre Legeme. Kjolen havde kun faa
og lige Folder. Det lille Ansigt blev saa smalt, saa smalt under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
