Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - N. Neergaard: Nye Bidrag til 1864’s Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og til at lægge en Dæmper paa Napoleon lll’s fjendtlige
Bestræbelser, særlig i det italienske Spørgsmaal. Brast derimod
Baandet mellem det og Preussen, vilde dette sidste med Frankrig
i Ryggen let ved Forholdenes Magt faa Overtaget i Tyskland og
blive i Stand til at realisere selv sine dristigste Ønsker.
Gennem Sybels Værk lærer man for første Gang de
fortrolige Forhandlinger at kende, som førte til den
preussisk-øster-rigske Alliance, og man nødes til at beundre den enestaaende
Snildhed, hvormed Bismarck har udnyttet Østerrigs uheldige
Situation. Han og hans Konge vidste begge, hvor de vilde hen
og kendte ikke til Skrupler, men Østerrig har ikke gjort ét Skridt
paa den Vej, der førte til Krigen og Hertugdømmernes Erobring,
uden helt eller halvvejs tvungen. I et Statsraadsmøde, som under
Kong Wilhelms Forsæde holdtes i Berlin d. 26. November 1863,
betonede Kongen, at han »foreløbig ansaa sig for bunden ved
Londonertraktaten« og senere, at det »endnu ikke var kommet
saa vidt, at Preussen allerede burde sige sig løs fra Traktaten«,
men da det gjaldt om at vinde den første Sejer over Østerrig ved
at faa det til at opgive sit Forsøg paa at skaffe Christian IX
længere Betænkningstid ved en Udsættelse af Forbundseksekutionen,
var det netop Preussens Troskab mod Londonertraktaten, der
blev anvendt som Beroligelsesmiddel og sluttelig gjorde Udslaget.
Saa kom i December det næste store Skridt: at faa Østerrig til
at indrømme den Bismarckske Yndlingssætning, at
Londonertraktatens fortsatte Gyldighed var afhængig af, at Danmark stod
ved Aftalerne fra 1851—52. Var det først indrømmet, havde
Bismarck egentlig i Principet vunden Sejer, og den østerrigske
Politiks Leder, Grev Rechberg, strittede ogsaa længe imod, men
da Bismarck saa kløgtigt benyttede det den Gang brændende
Spørgsmaal om Anerkendelsen af Kong Christians Gesandt ved
Forbundsdagen i Frankfurt, til at forestille den østerrigske Regering, hvilken
farlig Stilling den vilde komme i, hvis den alene, overfor den
grænseløse Ophidselse i Tyskland, skulde tage den danske Konges
Parti, kom det tilsidst til at se ud som en sand Himlens
Tilskikkelse, da Bismarck tilbød at hjælpe Østerrig ud af Klemmen
ved sammen med det at knytte Anerkendelsen til den Betingelse,
at »Aftalerne« først skulde være fyldestgjorte, hvorved hele
Spørgs-maalet udsattes. Bismarck beroligede yderligere sin lidet
skarpsindige Medspiller ved endnu en Gang at spille moderat overfor
Danmark, idet han foreslog Østerrig, at man først skulde betragte
44*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
