Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - II. Den skønne Sjæls Bekendelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
haarde Fordringer i en skøn Naturligheds Frihed: Aanden deri er
den, at Vejen til Frihed gaar gennem Skønhed.
Deraf de frommes, de sædeliges, de helliges, de tidligere
Venners og Veninders Forbitrelse over Værket. Deraf Klopstocks,
Stolbergs, Claudius’, Jacobi’, Schlossers Forargelse. Deraf Fru
von Steins Udtryk, at der vel undertiden er „kønne Tanker" deri,
men at „hvor Goethe for øvrigt har noget om ædlere Følelser i
Menneskenaturen, der har han smurt dem alle til med lidt Skarn".
Deraf Herders Udbrud om „en vis uren Aand i Bogen", hans
Rensen sig for Medskyld, hans Paastand, at Goethe nu ikke mere
bryder sig om „det gode, det ædle, den moralske Gratie", indtil
han naar til at stille sin moralske Humanitet op mod Goethe’s
skønne. Denne skriver herom i et af Brevene til Schiller: „Og
saa snurrer da igennem det hele den gamle, halvsande
Filister-Lirekassemelodi, at Kunsten skal anerkende Moralloven og
underordne sig den. Det første har den altid gjort og maa den gøre
— gjorde den det andet, var den fortabt og det var bedre, man
hængte den en Møllesten om Halsen og druknede den, end langsomt
at lade den krepere af det nyttigtplatte*.
Ikke tilfældigt har da Goethe kaldt hin Episode „En skøn
Sjæls Bekendelser". Ti Sjælelivets Skønhed, er den hele Digtnings
psykologiske Hovedtanke. En vis Art af sjælelig Skønhed, som
den i den lavere, religiøse Form er fremstilt her, skulde efter
Goethes Hensigt i fuldendtere, rent menneskelig Form fremlræde
i Natalies Person. Derfor siger Therese i Bogens Slutning hvor
hun afstaar Vilhelm til Natalie: „Det er utroligt, hvad et Menneske
kan udrette for sig og andre, naar det uden at ville herske har
det Sindelag at ville være Formynder for mange, ville lede og føre
dem til deres Maal ... Min Søster Natalie er et levende Eksempel
herpaa. Uopnaaelig for andre vil altid den Handlemaade blive,
som Naturen har foreskrevet denne skønne Sjæl. Ja, hun fortjæner
dette Æresnavn fremfor mangen anden, fremfor vor ædle Tante
endog “.
I „Vilhelm Meister“s 8. Bog 5. Kapitel skildres Natalies
Slot. Sfinkser af Granit, hedder det, bevogtede Hovedindgangen til
den store Sal, „Forgangenhedens Sal". Dørene var paa ægyptisk
Vis lidt snevrere for oven end for neden, og deres Jærnfløje forberedte
paa et alvorligt eller endog gyseligt Syn. Behageligt blev man
derfor overrasket ved at træde ind i en Sal, hvor Kunst og Liv
havde ophævet enhver Mindelse om Død og Grav. End ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
