Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - N. Neergaard: Om Alderdomsforsørgelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rester af Arbejdskraft, de endnu maatte have tilbage, ved at
flytte derhen, hvor de mente bedst at kunne leve. Vor Statistik
oplyser os ikke om, hvor meget Kommunerne her i Landet
gennemgaaende giver deres fuldt forsørgede Fattiglemmer. I
Sverige har man derimod gennem Arbejderkommissionen foretaget
en nøjagtig Undersøgelse desangaaende og har fundet 80—90 Kr.
som Gennemsnitstal for Landet, 120—130 Kr. for Byerne. For
Invaliderne maa der — som ogsaa den tyske Lov har anerkendt —
bestemmes en noget højere Sum end for de gamle, idet de ofte
endnu vil have Familieforpligtelser at opfylde. Understøttelserne
bør indenfor hver af de to Klasser være lige store for forskelligt
lønnede Arbejdere, kun at der bliver én Sats for Landet, én
for Byerne. Der skal jo her kun være Tale om at sikre Livets
første Fornødenheder, og en Deling efter Lønningsklasser som i
Tyskland vilde føre til de største administrative Vanskeligheder.
Mange vil vel kalde det urimeligt, at Understøttelsen skal
ydes, enten der er bevislig Trang til Stede eller ikke og mene, at
dette vil svække Driften til Selvvirksomhed. Jeg svarer dertil, at
for en Arbejder, der enten er erhversudygtig eller 65 Aar gammel,
vil der saa godt som altid være Trang til Stede, og har han
undtagelsesvis skaffet sig saa godeKaar, at han strængt taget nok
kunde komme ud af det paa egen Haand, vil den offentlige
Understøttelse kun være en fortjænt Præmie for ualmindelig
Orden, Flid og Nøjsomhed. Alt hvad man ved egen Kraft naaede,
bevirkede da ogsaa en virkelig Forbedring af ens Stilling og blev derfor
saa meget mere attraaelsesværdigt. Nu er Forholdet altfor ofte det,
at gamle og skrøbelige Folk, der lige kan hænge ved det uden
Fattigvæsenets Hjælp, i Grunden lever uslere end Fattiglemmer.
Endelig og ikke mindst maa det huskes, at enhver
Alderdomsforsørgelsesplan medfører Risikoen for, at det offentliges Støtte
ogsaa i enkelte Tilfælde bliver Folk til Del, som strængt taget
kunde leve den foruden. Det, at man paa visse ved Loven
fastsatte Betingelser faar en Ret til Understøttelse, der er uafhængig
af Autoriteternes personlige Skøn over ens Trang og Værdighed er
netop Alderdomsforsørgelsens Hovedkendemærke i Modsætning til
Fattigforsørgelsen.
Administrationen afen Alderdomsforsørgelse som denne maatte
i alt væsentligt kunne ydes af de bestaaende kommunale og
Stats-Myndigheder, og heri ligger netop et stort Fortrin fremfor den
tyske eller svenske Ordning. Ønskeligt vilde det være, om der til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
