Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Emil Hannover: Anselm Feuerbach. Med 3 Illustrationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
laa store Stykker af hans eget Sind, — af hans Ærgerrighed, af
hans Stræben efter det uopnaaelige, af hans kvalbringende
Forfinelse og Skønhedstrang, af hans Uomgængelighed og Melankoli,
og i Tilgift: legemlig Svaghed. Med denne tvivlsomt
lykkebringende Arv maatte Anselm Feuerbach forlade Paris af Mangel
paa Midler til at fortsætte sine Studier, og det er paa dette
Stadium af hans Liv den Lidelseshistorie begynder, han rørende —
skøndt saare diskret — har skildret i sine Optegnelser.
Allerede den Gang havde han ingen anden Glæde kendt
end den, han følte over de ham iboende kunstneriske Ævner.
Han havde produceret adskilligt foruden det store Billed af Hafis,
men det var alt forblevet hans egen Ejendom. Kummerlig havde
ban slaaet sig igennem med de knappe Midler, hvormed hans
fattige og dog utrættelig offerbringende, altid forstaaelsesfulde, altid
opmuntrende og trøstende Moder kunde forstrække ham. For
ham, der i sine Optegnelser har skrevet om sig selv, at han var
født for et Palads og ikke for en Hytte, har nøjsom Levemaade
været haardere end for de fleste, og Fattigdom utaalelig. Han
var som det sidste sarte Skud af en aandelig stærkt udviklet
Slægt uden legemlig og praktisk Modstandskraft, derfor ikke skabt
til at lide Nød. Han følte Nøden ikke blot som en Lidelse, men
som en Uretfærdighed og som en Krænkelse af sin Stolthed. Ti
der levede i ham en Tillid uden Grænser til hans egne Ævner.
Allerede som ganske ung skriver han om sig selv, at han er født
til noget stort: „Ofte skuer jeg hundred Aar frem i Tiden og
vandrer gennem gamle Galerier, hvor jeg ser mine egne Billeder
hænge i stille Alvor paa Væggene. Jeg er født til noget stort,
det véd jeg sikkert. Men Ro vil jeg først finde i Døden. Lidelser
vil jeg altid have, men mine Værker ville evig leve.“
Da han forlod Paris slog han sig ned i Carlsruhe. Han
lejede sig et Atelier, malede en Del smaa Billeder, købte sig saa
nogle store Lærreder og skulde nu til at prøve sine Kræfter.
Hans første store Billed var en Illustration til den tvivlsomt
historiske Anekdote om Aretino, der i et muntert Selskab med
Vin og Kvinder under et mægtigt Anfald af Latter gaar bag over
med sin Stol og knækker sin Hals. Selv erklærer Feuerbach om
dette Billed1), at det er malet med en vanskelig beskrivelig
Begejstring for Æmnet; i Virkeligheden er det malet med en let
1) Tilh. Hr. Hofkapelmester Le vi, Arcostrasse, 2. Munchen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
