Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Emil Hannover: Anselm Feuerbach. Med 3 Illustrationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mine Venner, vil I have en vældig drukken Mand med i Eders
Drikkelag?......men Agathon bad ham at komme ind.*
Det er denne sidste Scene, Feuerbach har malet. Til højre
i en prægtig Marmorhal sidder og ligger de lærde Mænd omkring
et Bord af Marmor, hvorpaa der brænder tvende høje Bronzelamper.
Midt i Billedet skrider Agathon frem mod venstre og rækker
Velkomstdrikken til Alkibiades, som med Armen om en nøgen
Kvindes Hals kommer ned ad nogle Trin. Han er ledsaget af en
dansende Kvinde, Fakkelbærere og nøgne Smaabørn, der bærer
Blomster og spiller Fløjte. Salig læner Alkibiades sin slanke Krop
mod den stærke Bacchantinde og strækker Haanden hilsende mod
Agathon. Imidlertid fortsætter Filosoferne deres Tale, Aristophanes
henvender Ordet til Sokrates, som bereder sig til at svare, og
nogle unge Mennesker flokkes omkring Mestrene for at lytte til
deres Ord.
I mere end ti Aar havde et Billefl som dette foresvævet
Feuerbach, og han havde brændt af Længsel efter at komme til
at udføre det, men Omstændighederne havde nægtet ham hans
Ønskes Opfyldelse. Da endelig Billedet var færdigt og udstilledes
i Miinchen midt imellem en Række Arbejder af Piloty og hans
Skole, faldt et Kobbel af dumme og onde Kritikere over det og
flaaede dets faa Fejl ud til Bytte for Publikum. Selv Pecht, som
ellers har saa villig en Forstaaelse af Feuerbachs Storhed, forstod
den Gang ikke, hvor fremragende dette Billed var i sin klassiske
Aand og hvor højt det i sit graa og simple Kostyme stod over
de arkæologisk nøjagtigere, men brogede og uklassiske Billeder
af en Geröme eller en Alma Tadema, hvem Mængden beundrede
paa samme Udstilling. Selv Pecht stødtes den Gang af Billedets
døde Kolorit uden at forstaa, at Feuerbach har givet det denne
Kolorit med velberaad Hu. Han har villet skildre den frembrydende
Morgen og Faklers og Lampers Kamp mod det gryende graa Dagslys.
Og desuden har han villet, at Farven ganske skulde underordne
sig Formen og gøre denne til det herskende Element i Billedet.
Han siger selv et Sted i sine Optegnelser, at han anser et
nogenlunde knapt Udtryk i Farven for nødvendigt i Behandlingen af
Æmner af den store Historie. Det er naturligvis kun et Doktrin,
ti adskillig anden Kunst beviser, at det modsatte tekniske Princip
kan være lige saa godt og bedre. Men Doktrinet passede unægtelig
for Feuerbach selv, der var en Plastiker meget mere end en Kolorist.
I Billedet af „ Platons Gæstebud* erkender man dette i højere Grad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
