Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Robert Browning: Andrea del Sarto. Digt. Oversat af Niels Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg er i Dag saa nøjet som en Olding,
angrer saa lidt, gad ændre endnu mindre.
Det var nu min Lod, hvad skal da forandres?
Min Uret mod Kong Frans? Ja, det er sandt,
jeg tog hans Guld, blev fristet og gav efter,
bygged mit Hus, og al min Synd er sagt.
Min Far og Mor er død af Armod. Naa —
har jeg da været rig? Det er saa svært
at samle Rigdom. Hver maa bære sit.
I Armod blev de født, og har de levet,
i Armod døde de. Og jeg har virket
en Del i mine Dage, og min Løn
var ikke stor. Lad saa en kærlig Søn
male mig mine tvende hundred Stykker!
Lad ham forsøge! Sikkert er der noget,
som vejer op dermod. Idag det tykkes,
som du dog har holdt af mig mer end nok,
dermed faar jeg saa nøjes. — Vil jeg mer?
I Himlen mulig. Tænk om der forundtes
mig Lov og Lejlighed igen, blot én,
og Englen tog sit Rør og maalte ud
paa hver sin Side fire store Vægge
i Herrens ny Jerusalem, til Vinci
til Rafaello, Angelo og mig
at male paa. De tre har ingen Hustru,
mens jeg har min. Og derfor vil de vinde;
for du er stadig hos mig — som jeg bad om.
Nu fløjter han igen. Gaa da, du kære.
Niels Møller.
58*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
