Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
elastiske Legeme. For første Gang maaske tog jeg rigtig hendes
Figur i Øjesyn. Hvor den var spænstig-yppig, ret som af Staal,
der vilde trodse Alder og et ekstravagant Livs Strabadser!
Hun søgte ved pudsige Indfald at forjage hans Gnavenhed.
Efter Bordet sendte hun ham ind i Paaklædnings værelset, for at
han kunde gøre sig „uimodstaaelig" — den smukke, slanke, skulder-
brede Adonis, som han var. Og han kyssede hende, idet han
bøjede hendes Stol helt bagover, saa at hun med et lille Skrig
halvt svævede i Luften og viste sine elegante smaa, højvristede
Fødder.
Jeg saa’ beundrende paa hende. Hun lo; hendes Overlæbe
krummede sig op over to skinnende hvide Tænder..........
Jeg deklamerede Aarestrup:
Har en mere rosenrød Mund
sin Elsker kunnet bide? —
Og hun kastede Servietten efter mig.
Da han, med kendelig Fornøjelse over Citatet, havde lukket
Døren efter sig, skubbede hun Maraschinoen over til mig, tændte
sig en Cigarret og sagde, tilbagelænet i Stolen med sine graa
livslystne Øjne fæstede paa mig:
En lille Fugl har sunget noget for mig om et Besøg, De
har i Sinde at aflægge — eller maaske allerede har aflagt!
Jeg forsøgte at se ligegyldig ud.
Fik De saa Prækner? spurgte hun.
Jeg dukkede Hovedet og havde ikke Lyst til at svare. Hun
forekom mig i dette Øjeblik mindre bedaarende. Den gamle Dames
Øjne stod tydeligt for mig.
Aa, bryd Dem blot ikke om det! sagde hun; jeg tager
mig det ganske let. Men sig mig — saa’ De Frøken Jutta?
Jeg hørte hendes dæmpede Latter..............der var ingen Ond-
skab, maaske kun Overmod deri................ men da jeg nu saa’ paa
hende, gjorde hun en ugengivelig Bevægelse med Skuldrene, som
hun skød opefter og derpaa atter lod falde i deres symmetriske,
fristende Leje. Og hun smilede.......
„Aa, Kvinder! Kvinder!" tænkte jeg.
Han kom ind, godmodig selvtilfreds, struttende af en Ungdom
og en Sundhed, hvorpaa man dog kendte de trukne Veksler.
Naa! hvad stikker I Hovederne sammen for? spurgte han
og raabte paa Kusken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
