Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Karl Gjellerup: Prolog ved det kgl. Teaters Mindefest for N. W. Gade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en nordisk Svend hun som sin Yndling kroner
og bærer ham med mægtigt Vingefang;
den unge Mesterhaand dog myndig peged
mod Fartens Maal: et lidet Land — hans ege!.
Hun fulgte ham til Sjølunds fagre Sletter,
hvor Bøgens Silke flager lyst i Vaar;
Skærsommernattens Drøm i lyse Nætter
ved Sundets Bredder nye Syner faar,
mens Trolde deres Tag paa Piller sætter,
og Dansen let igennem Lunden gaar;
til Elverhøj han lagde hendes Øre,
og Verden ved, hvad skønt hun fik at høre.
Ej kunde det de tvendes Pagt beskæmme
at Folk mod Folk for frem med Herreskjold:
hjemkommen lod han os ej sidde hjemme,
indsnevret af en Dannevirke-Vold:
ham var ej nok sit eget Værk at fremme,
for tyske Aanders Tog blev han Herold: —
Han bænked os som Verdenskunstens Gæster,
Opdrager blev han os og Læremester.
Vi saa ham alle Lærerkaldet øve,
mindes, hvor færdigt Foredraget lød;
men mange ved, hvor Prøve efter Prøve
han tolked Værkets mindste Led og gød
sin Aand i alt og ildned selv den sløve;
saa trofast tjænte han, der myndig bød:
Selv Stormand — i sin Kunst hos os den første —
han bøjed ydmyg-stolt sig for de største.
Saa aldred han, mens Værk til Værk han føjed
og lærte os det største at forstaa;
hans ranke Ryg dog Støvets Aar ej bøjed,
kækt rysted han sin Lokkemanke graa;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
